Tabt Tråd er journalistisk redigeret og tilmeldt Pressenævnet.

Christopher J. Portier. Foto: Europa-Parlamentet

NYHED / USA: Når en årtier gammel retssag om mobiltelefoner og hjernekræft endelig kommer for retten i sommeren 2021, ville den verdenskendte kræftepidemiolog Christopher J. Portier gerne have vidnet for sagsøgernes sag.

Men det kommer ikke til at ske.

De sagsøgte, som er mobilproducenten Motorola og en lang række andre aktører, har klaget over Portiers ankomst i sagen, og nu har den delstatslige overdomstol i Washington D.C. dømt Portier ude af sagen.

Det skriver det amerikanske specialmedie Microwave News i en kort briefing på det sociale medie Twitter.

Fældede ukrudtsmidlet

Christopher J. Portier blev spillet ind som nyt videnskabeligt ekspertvidne i marts i år, da han afgav en erklæring på 176 sider.

I erklæringen begrundede Portier, at han mener, at mobiltelefoni med høj sandsynlighed kan være årsag til hjernekræft og hørenervetumorer.

Portiers ankomst kunne ligne en klar styrkelse af sagsøgernes sag.

Christopher J. Portier er kendt som hovedvidnet i en retssag i Californien i 2018, hvor den tyske Bayer-koncern blev dømt til at bære et kræftansvar for sprøjtemidlet glyfosat, som markedsføres under varemærket Roundup.

Forstyrrer tidsplanen

Christopher J. Portier, som har bestredet en lang række topposter i videnskabelige institutioner, var i 2011 også en del af WHO’s kræftekspertgruppe, som dengang evaluerede sammenhængen mellem mobiltelefoni og kræft.

Når Portier nu smides ud af retssagen, hvor tumorramte mobilbrugere stævner teleindustrien, begrunder retten det med, at Portiers ankomst til sagen forstyrrer det planlagte tidsforløb.

Dermed efterkommer retten den klage, som teleindustriens advokater rettede mod ønsket om at få ført Portier som vidne.

20 år undervejs

Når retssagen mellem tumorramte mobilbrugere og teleindustrien starter i juli i år ved den delstatslige overdomstol i Washington D.C., har hovedforhandlingen været cirka 20 år undervejs efter et konfliktfyldt og besværligt forløb.

Retssagens oprindelige sagsøger, Michael Murray, var testmedarbejder hos mobilproducenten Motorola, hvor han løftede mobiltelefoner til sit hoved for at teste, om de fungerede. I samme periode udviklede han en hjernetumor.

I alt 13 sagsøgere har konsolideret sig ind i årets retsopgør, men ikke alle er fortsat i live i dag.

I italienske fodspor

Det bliver ikke den første retssag om mobiltelefoner og kræft, som afgøres ved en domstol.

I januar 2020 stadfæstede en italiensk appeldomstol, at der var videnskabelige beviser nok for, at en italiensk mand havde pådraget sig en hørenervetumor på grund af timelange telefonsamtaler i arbejdstiden.

Dommen, som var enslydende i første og anden retsinstans, blev fældet som led i en retssag om retten til anerkendt arbejdsskade.

Det første retsmøde finder sted 12. juli 2021 i delstaten Washington D.C.’s øverste delstatslige domstol, Superior Court.

/dawe