Tabt Tråd er journalistisk redigeret og tilmeldt Pressenævnet.

NYHED / UDLAND: Efter 20 års tilløb kommer en speget retssag om hjernekræft og mobiltelefoner i juli i år for retten i USA.

Et af ekspertvidnerne, som skal føre videnskabeligt bevis for de 13 amerikanske kræftpatienter, er den højt anerkendte topfigur Christopher J. Portier, som i årtier har bestredet en lang række topposter i blandt andet WHO, amerikanske regeringsagenturer og europæiske vidensinstitutioner.

Den 1. marts i år afleverede han et standpunktsnotat på 176 sider, hvor han erklærede, at han anser det for meget sandsynligt, at radiofrekvent stråling fra mobiltelefoner er kræftfremkaldende.

Men står det til retssagens forsvar, skal Christopher J. Portier ikke have lov til at vidne.

Det anførte teleindustriens advokater onsdag den 31. marts.

At tillade et nyt ekspertvidne fire måneder før retssagens hovedforhandling vil forstyrre retssagens tidsplan, og det vil skade retssagens forsvarende part på urimelig vis, skriver forsvaret i en bemærkning til retssagens processkrift.

Bemærkningen er afsendt på vegne af forsvarets 37 advokater, som repræsenterer 23 forskellige advokatfirmaer.

Retssagens hovedforhandling starter i midten af juli i Superior Court i bystaten Washington D.C.

Superior Court er delstatens øverste domstol.

Læs også: Forskerikon bekender kulør: Mobilstråling er med høj sandsynlighed kræftfremkaldende

Læs også: Han fældede Roundup: Nu vidner topforsker i stærkt forsinket retsopgør om mobilkræft