Tabt Tråd er journalistisk redigeret og tilmeldt Pressenævnet med ansvar for indholdet.

REFLEX-leder Franz Adlkofer (venstre) og Hugo Rüdiger forsvarer sig i 2008 mod grove svindelbeskyldninger. De var rettet mod prof. Hugo Rüdigers DNA-studier ved det medicinske universitet i Wien.

NYHED / UDLAND: Svindelbeskyldninger kunne afvises pure. Alligevel har en udtalelse i retten kastet en ny skygge over det omstridte REFLEX-studie. Helt urimeligt, mener EU-projektets medicinprofessor og leder.

DEN DOBBELTDØMTE PROFESSOR, Alexander Lerchl, kunne ikke bevise over for den regionale appeldomstol i Bremen, at han havde ret i sine svindelbeskyldninger mod EU’s mobilforskningsprojekt, REFLEX.

Men inden han kunne modtage sin dom nummer to i millionklassen for bagvaskelse, forsøgte han at redde sig med én optimistisk livline.

Retten i Bremen indvilgede i at indkaldte et vidne på hans vegne. Kunne vidnet vende kampen i de sidste sekunder?

Rent statistisk spørgsmål

Alexander Lechls grund til svindelbeskyldningen var, at REFLEX-studiets fund af DNA-skader i mobilbestrålede celler var matematisk usandsynligt. Derfor beskyldte han laboratorieteknikeren Elisabeth Katochvil for at have brugt et knækket kodesystem til at svindle med i forskningens data.

Hovedvidnet var en statistisk ekspert, som skulle indkaldes udefra og ikke indefra de videnskabelige cirkler, som livligt diskuterer biologiske effekter af mobilstråling.

Nedslående for Lerchl kunne hovedvidnet ikke give belæg for, at forskningsresultatet viste en matematisk usandsynlighed.

Hovedvidnet afviste opfattelsen pure.

Forstående ord forarger

Men når retssagen alligevel kan kaste en ny skygge over det stormombruste REFLEX-studie, er det fordi, hovedvidnet i en sidebemærkning tilkendegav for retten, at han generelt kunne forstå mistanken om forskningsresultatet.

I et nyt interview til den tyske strålemijøorganisation, Diagnose:Funk, beklager den nu pensionerede medicinprofessor, Franz Adlkofer, at hovedvidnet såede tvivl i retssalen og mener, at det var helt utilstedeligt.

Franz Adlkofer var hovedansvarlig for det over 20 mio. kr. dyre REFLEX-projekt, som blev gennemført fra 2000 til 2004. Hans private fond, Pandora-fonden, har hjulpet Elisabeth Katochvil igennem retsforløbet og løbet hendes risiko for sagsomkostninger.

Om vidnet siger Franz Adlkofer:

“Han overskred ikke bare sit mandat. Han overskred også sin kompetence. Hans kommentar skyldes sandsynligvis manglende kendskab til biovidenskab”.

Ingen bioforsker vidnede

Franz Adlkofer beklager også, at Elisabeth Katochvil ikke tilsvarende kunne indkalde et vidne med indsigt i biovidenskab og det laboratorietestsystem, som ifølge fupbeskyldningen var anvendt til snyd.

Videnskaben og ikke retten skal afgøre, om REFLEX-studiet gav et pålideligt resultat, mener han, og han understreger, at domstolen har afgjort en injuriesag alene. Retten har ikke afgjort, at REFLEX-studiet er sandt.

Og Franz Adlkofer mener, at senere forskningsresultater har støttet fundet i REFLEX-studiet.

Han påpeger, at flertallet af eksperimentelle forsøg med laboratorieceller og dyr, som har undersøgt spørgsmålet, viser brud på DNA-strenge.

Betroet et millionbudget

I interviewet med organisationen Diagnose:Funk beklager Franz Adlkofer også, at den tyske forbundsstats strålemyndighed, BfS, på trods af Lerchls første injuriedom i 2015 har tildelt Bremen-professoren over én million euro til et afgørende nøgleforskningsprojekt.

Projektet skal undersøge, om 5G-bestråling i 5G-teknologiens nye, såkaldte pionerfrekvensområde 24 Gigahertz og opefter, kan skade hudcellers DNA-strenge.

Foruden to injuriedomme i 2015 og 2020 har Alexander Lerchl fået afvist en ansøgning til WHO’s kræftagenturs arbejdsgruppe i 2010 på grund af sin sværtekampagne, som senere blev dømt ulovlig. Han kunne derfor ikke betragtes som uafhængig og habil.

Tabt Tråd har henvendt sig til både BfS og Alexander Lerchl. Alexander Lerchl har ikke svaret på Tabt Tråds henvendelse. BfS har bekræftet, at henvendelsen er modtaget, men har ikke besvaret Tabt Tråds spørgsmål.