Tabt Tråd er journalistisk redigeret og tilmeldt Pressenævnet med ansvar for indholdet.

Alexander Lerchl er professor ved det private Jacobs Universitet i Bremen. PR-/pressefoto: Jacobs Universitet.

BAGGRUND / ANALYSE: Tyske Alexander Lerchl er strålingsforskningens hårde hund, som nu har modtaget sin anden dom for falske svindelanklager mod et 16 år gammelt forskningsresultat, som rejste tvivl om mobilstrålingens sikkerhed. Men forrige år fik han en stor millionbevilling og ansvaret for et afgørende nøglestudie om 5G-signalernes indvirkning, som skal hjælpe med at afklare den verserende diskussion om 5G og risici.

DET ER MULIGVIS strålingsforskningens mest bitre konflikt, som i december 2020 var genstand for endnu et retsopgør i Tyskland.

Mens årsagen til retsopgøret var en forskningsskandale, som eksploderede især i tysktalende medier 12 år tidligere, så har retsopgøret, der har tilbagevist skandaleanklagerne, fundet sted uden for rampelyset og i stilhed.

Krigen startede cirka et kvart århundrede tilbage og handler om: Kan “mobilstråling” – ikke-ioniserende stråling – ødelægge vores cellers DNA-strenge, som vi ved, at radioaktiv stråling gør?

Videnskaben ved grundliggende sikkert, at ioniserende stråling, som vi bruger i røntgenudstyr og sygehusenes CT-scannere skal anvendes forsigtigt, fordi ioniserende stråling har styrken til at ødelægge menneskers celler med en direkte og forudsigelig mekanisme.

Samme energi har radiobølger, som vi bruger til mobiltelefoni, slet ikke, og derfor har man op igennem det 20. århundrede anset de meget energisvage radiobølger som sikre.

Friske ingeniører vil ligefrem sige, at mobilstrålingen er mere sikker end lyset fra elpærer.

Amerikansk gnist tændte ild

Altså sikkert som mælk.

Derfor går næsten alle i dag omkring med deres egen personlige radiosender, som forbinder med omverden og omgivelserne. Og derfor har vi bygget et motorvejsnet af informationer med radiobølger. En helt usynlig verden oven på verden.

Hvad kunne så være mere uvelkomment end en gisning om, at radiobølger måske alligevel kan skade os?

Midt i 90’erne var mobiltelefoner stadig sjældne og klodsede. Men to amerikanske forskere, Henry Lai og Narendra Singh skabte nærmest panik i den spæde og håbefulde mobilindustri, da de i 1995 publicerede et forskningsresultat, som med den såkaldte comet assay-metode kunne vise, at svage mikrobølger havde potentiale til at bryde celle-dna’ets strenge.

Hvorfor man ser flere DNA-skader i forsøg, hvor der er mobilstråling involveret, når man sammenligner med forsøgskontrollen, som ikke har været bestrålet, er uklart. Bryder mobilstrålingen DNA-strengene, eller får DNA’et besvær med at reparere sig selv?

Forskningens fund af DNA-brud alene blev anset for at være et penibelt og kontroversielt spørgsmål, som yderligere forskning skulle afklare: Kan det virkelig være sandt?

EU koordinerede derfor sit hidtil største og dyreste forskningsprojekt på området, som startede i 2000. Cirka 20 millioner kroner i år 2000-værdi blev afsat til projektet, og 12 forskellige laboratorier i EU blev aktiveret. Nu skulle et EU-finansieret mammutstudie afgøre sagen én gang for alle.

Et ugleset resultat

REFLEX-studiet kunne dog ikke berolige en spørgende og undrende offentlighed, da studiet kunne præsentere sine data i 2004. Ved hjælp af comet assay-metoden, som bruges til at måle DNA-beskadigelse med, kunne også det storstilede REFLEX-projekt holde liv i bekymringen: Når man bestråler cellekulturer i laboratorier med mobiltelefoners signaler, som man almindeligvis kalder for “meget svag stråling”, så kan visse celletypers DNA-strenge skade.

24 timers mobiltelefoni kan påvirke DNA i skadelig retning som 60 af sygehusets CT-skanninger, viste resultatet omtrent. Eller svarende til 1600 røntgenfotograferinger.

En, der nægtede at lade REFLEX-resultatet hænge på lystavlen, var den tyske professor Alexander Lerchl, og da han i 2008 startede en regulær og aggressiv sværtekampagne imod REFLEX-studiets resultat. han var slet ikke hvem som helst.

Han var formand i Tysklands nationale strålebeskytteleskomité, en forskergruppe, nedsat af Forbundsrepublikkens strålingsagentur BfS (Bundesamt für Strahlenschutz).

Dødskamp for mobiltelefoni

Hvis REFLEX-studiet talte sandt – understregede Lerchl – kunne det ligefrem blive enden på mobiltelefoni. Så alarmerende er det, når DNA-skader observeres i eksperimentelle forsøg, begrundede han sit angreb.

2004: TV 2’s hjemmeside bringer nyheden om resultatet af REFLEX-studiet.

Når man gennemgik REFLEX-studiets data – mente han – var der ting, der ikke kunne passe matematisk. Der måtte simpelthen have været svindlet, og Lerchl krævede, at REFLEX-studiets rapporter blev trukket tilbage fra den videnskabelige litteratur.

I 2008 eksploderede beskyldningen i offentligheden især i de tysktalende lande.

Medierne kunne berette, at når EU’s storstilede forskningsprojekt viste fund med DNA-skader, så skyldtes det svindel. Alt sammen på grund af ihærdigt kampagnearbejde af Alexander Lerchl, som fremsatte sin påstand i forskningstidsskrifter, magasiner, aviser og tv-interviews.

Svindelbeskyldningen var blevet en forfalskningsskandale per kendsgerning- ophøjet til offentlig sandhed.

Tilståelse eller ikke-tilståelse?

Lederen af REFLEX-projektet havde en særlig sårbarhed i projektets ledende medicinprofessor, tyskeren Franz Adlkofer. Han var højt respekteret for sin dygtighed, men ikke for at have brugt den i den gode sags tjeneste.

I mange år var Franz Adlkofer forskningschef i tobaksindustriens tyske brancheorganisation, og er derfor bredt betragtet som en af tobakkens industrilobbyister, der nu er havnet uigenkaldeligt på historieskrivningens forkerte side.

Men andre blev trukket med ned under bussen, nemlig forskere fra det medicinske universitet i Wien, som praktisk havde stået for REFLEX-studiets skelsættende fund af DNA-skader.

Det lykkedes for Alexander Lerchl at overbevise universitets ledende rektor om, at der var blevet svindlet, og rektor Wolfgang Schütz krævede, at REFLEX-projektets østrigske forskningsleder, Hugo Rüdiger, trak de østrigske REFLEX-resultater tilbage.

Wolfgang Schütz begrundede det med, at forskningens assisterende tekniker, Elisabeth Kratochvil, havde tilstået og bekendt, at hun havde fiflet i laboratoriet.

Wienerforskerne Rüdiger og Katochvil benægtede dog alt og benægtede også, at fusk var blevet tilstået. Franz Adlkofer var i en fase uklar om sin holdning til spørgsmålet, men han endte med at give wienerforskerne sin definitive opbakning.

I retten skiftede serveretten side

Mens laboratorieteknikeren Elisabeth Katochvil fik en ødelagt forskningskarriere og et sværtet omdømme, brugte Alexander Lerchl flere anledninger til at holde liv i svindelhistorien, selv om det ikke var lykkedes at få REFLEX-resultaterne trukket tilbage fra den videnskabelige litteratur.

Man kan sige, at Alexander Lerchl fældede sig selv ved at betragte forfalskningsskandalen som grundetableret historieskrivning, der kunne gentages og causeres lystigt over.

Det tyske videnskabsmagasin Laborjournal bragte i midten af 2014 en klumme af Alexander Lerchl med titlen “Hvad gør man, når der svindles?”, og i klummen beklagede Lerchl sig over, at forskningssvindleren fra REFLEX-skandalen, Elisabeth Kratochvil, kunne gå fri, når fodboldveteranen Uli Hoeness sad i fængsel for skattesvig.

Dén fornærmelse gav Elisabeth Kratochvil en direkte anledning til at stævne Alexander Lerchl for bagvaskelse.

Første akt begyndte i december 2014 i tingretten i Hamborg, og her havde serveretten – meget ugunstigt for Alexander Lerchl – skiftet side. Tingretten pålagde Lerchl den byrde at bevise hele svindelhistorien for domstolen og fik godt en måneds frist.

Der gik altså seks år med kontinuerlige svindelanklager, som nåede at forplante sig i medierne, før han blev mødt med et kontant og ufravigeligt krav om at kunne bevise de anklager, som han for længst havde overbevist både medierne og det medicinske universitet i Wien om.

Fra Lerchl-lejrens side var svaret på beviskravet blot et skaldet postulat om, at Elisabeth Kratochvil havde forfalsket forskningsresultaterne i 10 forskellige forskningsartikler, men at Lerchl-siden var indstillet på at tilbyde en mægling.

Én dom var ikke nok

Elisabeth Kratochvil ville dog ikke lukke sagen med et forlig, og det behøvede hun heller ikke.

Dommen blev afsagt i marts 2015 og faldt helt entydigt ud til Elisabeth Kratochvils gunst.

Alexander Lerchl blev dømt for sine injurier, som retten fandt, var pure grundløse. Retten indskærpede, at nu skulle Bremen-professoren stoppe sin sværtekampagne for bestandig.

Alligevel blev det ikke et punktum. Så sejlivet skulle sværtekampagnen blive.

Den dømte professor tolkede dommen derhen, at han blot skulle undgå at sætte navn på svindleren. Han fortsatte dermed beskyldningerne i flere offentlige udtalelser og nægtede at trække artikler tilbage med svindelbeskyldninger i.

Elisabeth Kratochvil måtte ført en ny sej kamp, og blev i oktober 2017 af retspræsidenten nægtet at føre en ny sag ved appeldomstolen i Bremen, som er den højeste regionaldomstol for byerne Lübeck, Hamborg og Bremen.

Det lykkedes hendes advokat at omstøde beslutningen i 2018, og Alexander Lerchl blev atter bedt om at bevise de svindelanklager, som ligger til grund for sværtekampagnen.

Som centralt ekspertvidne blev en tysk professor i anvendt statistik bedt om at vurdere svindelbeskyldningen, og valget faldt på en statistiker helt uden for biovidenskabelige cirkler.

Lerchls påstand var, at REFLEX-studiets data ikke kunne stamme fra eksperimentelle studier. Studiets data var så matematisk usandsynlige, at de kun kunne komme ud af fup.

Ekspertvidnet afviste Alexander Lerchls konklusion. Nok kunne man forstå, at resultatet kunne give indvendinger, men i en erklæring til retten slog ekspertvidnet fast, at REFLEX-studiets data ingenlunde tillod den konklusion, at studiet var forfalsket.

I december 2020 faldt dom for injurier nummer to, og den faldt igen rent til laboratorieteknikerens gunst.

Gjorde ham uvelkommen hos WHO

Den beskidte krig om EU-projektet REFLEX har undervejs i forløbet kløvet forskningsmiljøet i mindst to lejre.

Længe før, Alexander Lerchl blev dømt for injurier, mødte han selv modstand imod sin person på grund af sværtekampagnen

I 2010 anmodede han om at bistå den ekspertgruppe, som skulle evaluere den mulige sammenhæng mellem mobiltelefoni og kræft hos WHO’s kræftagentur, IARC (International Agency for Research on Cancer). Lerchl forslog sig selv som arbejdsgruppens tekniske konsulent.

IARC bad ham om at blive væk.

I et personligt brev, som senere blev gjort offentligt, begrundede IARC afslaget med, at halvdelens af Lerchls egen publicerede forskning ikke var originale undersøgelser. Halvdelen, konstaterede de, var artikler med kritiske kommentarer imod forskningsresultater, som havde antydet, at mobiltelefoni kunne have helbredsskadelige effekter, og Lerchl havde også forlænget sin kampagne på andre formidlingsplatformer end forskningsartikler.

“Tager man ovennævnte punkter i betragtning, føler vi ikke, at din deltagelse vil bidrage til en balanceret afsøgning af konsensus i den kommende arbejdsgruppe”, skrev IARC i det afvisende svar.

Evalueringen sluttede i maj 2011 med, at der fandtes undersøgelser af tilstrækkelig kvalitet, som fandt kræftsammenhæng. Derfor har radiofrekvent stråling siden 2011 været klassificeret som muligvis kræftfremkaldende i WHO’s oversigt over kræftklassificerede emner.

Leder et nøglestudie om 5G

Nok blev døren smækket hos IARC i Lyon, men Alexander Lerchl sidder fortsat på flere afgørende toppositioner i international strålingsforskning. Han er stadig helt inde i varmen, hvor de store positioner og pengeposer til forskning deles ud, og det er ikke nyt for ham.

Fra 2002 til 2008 var han en betydelig aftager af forskningsmidler fra det tyske mobilforskningsprogram, DMF (Deutsche Mobilfunk-Forschungsprogramm), som blev koordineret af den tyske strålebeskyttelseskommission, SSK (Strahlenschutzkommission)-

Teleindustrien leverede halvdelen af programmets budget på 17 millioner euro. Svarende til 160 millioner danske kroner i dag.

I 2019 offentliggjorde myndighederne i Sydkorea og Japan, at de to lande ville samarbejde om et stort toksikologisk dyreforsøg, som direkte skal efterprøve og dermed forsøge at replikere det resultat, som Det Nationale Toksikologiprogram (NTP) i USA offentliggjorde i 2018.

NTP’s velkendte og omdiskuterede fund viste, at mobilstråling var kræftfremkaldende i forsøgsdyr.

Alexander Lerchl blev i 2019 udpeget til at sidde i det eksterne rådgivningspanel for det japansk-koreanske forskningsprojekt, som i forskningskredse anses for at være et afgørende nøgleforskningsprojekt.

Han skal gøre verden klogere på 5G

Men selv har han også hovedansvaret for sit eget nøgleforskningsprojekt.

I 2019 modtog Alexander Lerchl en bevilling på cirka 8 millioner kroner fra den tyske forbundsstats strålingsagentur, BfS, som altså har valgt at fastholde et tæt samarbejde med Lerchl – på trods af injuriedommen i 2015.

Alexander Lerchls forskningsprojekt skal undersøge, om de særligt høje frekvenser fra 26 Gigahertz og opefter, som er 5G-visionens mest teknologisk ambitiøse del, kan udgøre et skadeligt potentiale for menneskecellers DNA ved at bestråle laboratoriekulturer af menneskelige hudceller med frekvenser, som planlægges til 5G-brug.

Den højt respekterede forskerkomité i Holland har sågar frarådet, at disse 5G-frekvenser overhovedet bruges, før forskning har fundet sted og gjort videnskaben klogere på eventuelle effekter.

Nært knytter til midterpunkt

Selv om Alexander Lerchl altså aldrig selv har haft sæde i den internationale ICNIRP-komité, som anbefaler grænseværdien i Danmark og mange andre lande, så regnes han som en fast del af det, som visse kritikere kalder for “ICNIRP’sfæren”.

“ICNIRP’sfæren” er ikke noget formelt begreb.

Det er blevet kritikernes måde at definere og afgrænse et netværk af magtfulde forskere og institutioner, som vogter over grænseværdien, som vi kender den, og som konsekvent afviser betydningen af forskningsresultater, som viser skadelige effekter.

Lerchl har dels arbejdet sporadisk for ICNIRP. Dels har han selv i årtier været tæt forbundet med BfS i München, som er Tysklands forbundsstyrelse for strålebeskyttelse.

Måske skulle det rettelig havde heddet “BfS’færen”, for den tyske forbundsstats institution i München ligner et centerpunkt i den internationale strålingsforskning, hvor penge og indflydelse følger med.

Pengene kommer fra samme kilde

BfS finansierer ikke kun Alexander Lerchls forskning.

Siden ICNIRP i 1992 startede op som en selvstændig komité, der var skilt ud fra IRPA – den internationale komité for ioniserende stråling – har ICNIRP haft fast adresse og sekretærbistand hos BfS i München, selv om ICNIRP betegner sig selv som en helt uafhængig komité.

Afgørende detaljer er omgærdet af hermetisk lukkethed i ICNIRP. Kun komitéen selv vælger sine egne medlemmer i en lukket og tavshedspålagt proces. ICNIRP offentliggør heller ikke, hvem som mere specifikt betaler for, at komitéen kan eksistere.

Den tyske forbundsstat dog både huser, servicerer og finansierer ICNIRP.

I 2020 kunne specialmediet Microwave News afdække ved hjælp af aktindsigt i den tyske forbundsstat, at pengebidraget, som kommer direkte fra det tyske miljøministerium, som BfS hører under, står for 70-80 procent af alle ICNIRP’s indtægter.

Den tyske forbundsstat driver ICNIRP økonomisk. Resten af pengene er en lille tilgift.

Kræver hans afgang

Den strålingskritiske tysk-schweiziske miljøorganisation Diagnose:Funk, forlanger nu også, at injuriedom nummer to får konsekvenser for Alexander Lerchl.

I en lang pressemeddelelse forlanger Diagnose:Funk nu, at den tyske strålingsmyndighed, BfS, fratager Alexander Lerchl ansvaret for det millioner dyre forskningsprojekt, som undersøger de uudforskede nye 5G-frekvenser for DNA-effekter. Projektet udføres på det privatdrevne Jacobs Universitet i Bremen, hvor Lerchl er professor.

Diagnose:Funk forlanger også i en pressemeddelelse, at det medicinske universitet i Wien giver oprejsning til Elisabeth Katochvil og Hugo Rüdiger, som begge led den tort, at universitetet støttede svindelanklagerne.

Tabt Tråd har henvendt sig til den tyske strålingsmyndighed, BfS, og spurgt, om injuriedom nummer to vil få en konsekvens for samarbejdet mellem BfS og Alexander Lerchl – og hvorfor injuriedom nummer ét i 2015 ingen synlig konsekvens har fået.

Pressetjenesten i BfS vendte tilbage og bad om en tidsfrist og mere information om det medie, Tabt Tråd, som henvendte sig. Tabt Tråd følger op med svaret, hvis BfS vender tilbage og svarer.

Tabt Tråd har også forsøgt at få en kommentar fra Alexander Lerchl. Han er ikke vendt tilbage og har besvaret Tabt Tråds henvendelse. Tabt Tråd følger op, hvis Alexander Lerchl vender tilbage med et svar.