Tabt Tråd er journalistisk redigeret og tilmeldt Pressenævnet med ansvar for indholdet.

NYHED / FORSKNING: Der er temmelig god evidens for, at eksponering for elektromagnetiske felter fra elkabler og mobilantenner er årsag til oxidativt stress på celleniveau. Også under de gældende grænseværdier.

Det er konklusionen i en særudgave af nyhedsbrevet, som netop er blevet offentliggjort af det schweiziske strålingsagentur, BERENIS.

I en forskningsgennemgang finder strålingsagenturet, at størstedelen af de mange forskellige studier, som i tidernes løb er blevet foretaget i laboratorieceller og i dyreforsøg, viser evidens for oxidativt cellestress. Blandt andet også når grænseværdien er overholdt.

Nogle af disse undersøgelser er belastet af metodiske svagheder, anfører forfatterne bag rapporten.

“Ikke desto mindre er der en tendens tydelig, nemlig at EMF-eksponering,
selv ved lavt dosisinterval, kan give ændringer i den oxidative balance”, skriver forfatterne i konklusionen.

Celler i ubalance

Oxidativt stress er kort fortalt en overiltning af cellerne, som får cellerne til at fungere dårligere. Fænomenet er grunden til, at man generelt – blandt andet af Kræftens Bekæmpelse – anbefales at spise en varieret kost, der er rig på de såkaldte antioxidanter, som genopretter oxidativ balance.

Man kan ikke umiddelbart pege på, hvordan oxidativt stress, forårsaget af elektromagnetiske felter, kan påvirke menneskers helbred negativt, anfører forfatterne bag den schweiziske rapport.

Vi ved – populært sagt – ikke, “hvor slemt det er” eller hvor slemt det ikke er.

Helt generelt anfører forfatterne, at oxidativ balance er afgørende for mange fysiologiske processer og funktioner, og det kan blandt andet handle om kroppens evne til at bekæmpe inflammationer, evne til at hele sår og evne til reproduktion. Oxidativt stress kan i yderste konsekvens ødelægge menneskecellers DNA.

Nogle studier viser, at meget unge og meget ældre mennesker generelt kan være mere sårbare end andre aldersgrupper over for oxidativ ubalance i cellerne.

Rapporten om oxidativt stress er skrevet af Meike Mevissen, som er professor i veterinær medicin og toksikologi ved universitetet i Bern – og David Schürmann, som er doktoreret forsker i biomedicin ved universitetet i Basel.

Læs hele rapporten fra BERENIS