Tabt Tråd er journalistisk redigeret og tilmeldt Pressenævnet med ansvar for indholdet.

Modelfoto: Lukas Hartmann, Pexels.com

NYHED / UDLAND: I Frankrig er 5G blevet et meget omstridt emne, og et oprør mod udrulningen er nået ind i selve Frankrigs store teleselskab, Orange.

Det skriver det internationale nyhedsmagasin Bloomberg.

Mediet skriver, at 5G-kritiske notater i oktober 2019 og i maj 2020 har cirkuleret internt mellem medarbejdere.

Notaterne, som er blevet forevist Bloomberg, påstår, at 5G-teknologien vil være en dårlig forretning for Orange og at 5G vil skade miljøet.

Afsenderne af notaterne har selv hævdet, at de udgør en gruppe på 1000 Orange-medarbejdere, der kalder sig for “I’m So Green”.

De 5G-kritiske notater blev lækket til den franske teleindustris brancheorganisation, og det fik ledelsen i Orange til at undersøge lækagen – uden at opklare sagen.

Under betydelige protester fra blandt andre 70 underskrivende parlamentarikere i Frankrig, er det planen, at Frankrig i denne måned sælger sine 5G-frekvenser til teleselskaber.

Orange har tænkt sig at byde.