Tabt Tråd er journalistisk redigeret og tilmeldt Pressenævnet med ansvar for indholdet.

NYHED / FORSKNING: Desorientering blandt amerikanske militærpiloter har været årsag til 72 ulykker med 101 døde på 20 år.

Nu vil DARPA, som er et forskningsagentur under det amerikansk forsvar, undersøge, om elektromagnetiske felter kan have påvirket piloterne, fordi flere betydelige kilder til elektromagnetisk eksponering findes i piloternes cockpit.

Det skriver det amerikanske specialmedie Microwave News, som har eksisteret siden 1981, nyhedsmagasinet Forbes og det tekniske magasin Popular Mechanics.

Selv svage radiofrekvente felter og magnetfelter kan påvirke menneskers hjernebølger målbart, skriver DARPA i en beskrivelse af forskningsprojektet.

For eksempel giver piloternes hovedtelefoner et magnetfelt, der er 10 gange stærkere end bidraget fra jordklodens eget.

At ændret hjerneaktivitet på grund af svag radiobølgepåvirkning kan måles med den såkaldte EEG-metode, er et etableret videnskabeligt faktum.

Forskerkomitéen ICNIRP, som fastsætter de retningslinjer for mobilstråling som Danmark følger, beskriver det også i sin 2020-rapport på side 518.

ICNIRP’s konklusion er, at skadelige effekter ikke kan forbindes til fænomenet, fordi forskningen på området stritter uden entydighed:

“En række sporadiske fund er rapporteret, men disse fund viser ikke et konsistent eller meningsfuldt mønster”, skriver ICNIRP i sine 2020-retningslinjer, der var den første opdatering af retningslinjerne fra ICNIRP i 22 år.