Tabt Tråd er journalistisk redigeret og tilmeldt Pressenævnet med ansvar for indholdet.

animal-mouse-experiment-laboratory-159483.jpeg
Modelfoto: Pixabay, Pexels.com

 

NYHED / FORSKNING / UDLAND: Det Nationale Toksikologiprogram (NTP) vil undersøge kommende nye 5G-signaler i eksperimenter med forsøgsdyr, og ny opfølgende forskning vil starte i dette efterår.

Det skriver den verdensførende forskningsenhed på sin hjemmeside.

Torsdag 13. august 2020 opdaterede den regeringsdrevne amerikanske institution sin status over forskningen i mobilstrålingens mulige helbredseffekter, og i opdateringen understreger NTP behovet for at undersøge 5G’s brede frekvensspektrum.

I USA vil 5G tage det lave og langtrækkende frekvensbånd på 600 Mhz i brug, og senere i nær fremtid forventes det, at frekvenser mellem 24 og 40 Gigahertz tages i brug. Fra 30 Gigahertz og opefter taler man om millimeterbølger.

Disse frekvensområder er ringe undersøgt, pointerer NTP:

“Da disse millimeterbølger sandsynligvis ikke trænger dybere ind end i huden, er der mindre bekymring for, at disse frekvenser kan forårsage skadelige virkninger i hjerte og hjerne. Forskerne ved imidlertid ikke, om millimeterbølger kan forårsage toksicitet i huden og andet menneskeligt væv”, skriver NTP i sin opdatering.

 

Kortere forskningsprojekter

De opfølgende forskningsprojekter skal køre i betydeligt kortere tid, end moderprojektet gjorde, som varede i 19 år, før en slutrapport kunne udkomme.

I 1999 blev NTP foranlediget til at undersøge, om mobilstråling for eksempel kan være kræftfremkaldende, og  i 2018 kunne slutrapporten offentliggøre den eksterne ekspertgruppes vurdering, som konkluderede, at der var klar evidens for en særlig kræfttype og mindre antydninger af andre kræfttyper.

Det meget omtalte og omdiskuterede kræftfund blev fundet i et eksperiment, der udsatte forsøgsdyrene for 2G- og 3G-lignende mobilsignal, som er så anderledes fra 5G-millimeterbølger, at man ikke umiddelbart kan betragte fundet som 5G-relevant viden.

Et japansk-koreansk forskningsprojekt vil i disse år forsøge at efterprøve resultatet i et lignende forsøg, men fordi forsøget igen anvender et gammeldags 3G-signal, er det blevet kritiseret for at være forældet, før det er udført.