Tabt Tråd er journalistisk redigeret og tilmeldt Pressenævnet med ansvar for indholdet.

smartphone-friends-internet-connection.jpg
Foto: Kaboompics.com/Pexels.com

 

NYHED / UDLAND: Den kendte californiske universitetsby, Berkeley, befinder sig i en årelang konflikt med teleindustrien i USA.

Bystyret i Berkeley pålagde i 2015 forhandlere af mobiltelefoner at mærke produkter med en advarsel om sundhedsfare, men det har gjort USA’s brancheorganisation, CITA, rasende.

Konflikten fik foreløbig et retsligt punktum i USA’s højesteret i Washington D.C. i december 2019, hvor retten afgjorde, at Berkeley har ret til at advare kommunens mobilkunder om, at mobiltelefoners udstrålinger kan overskride landets grænseværdi, når de holdes tæt til kroppen.

Den amerikanske telestyrelse, FCC (Federal Communications Commission), blander sig nu i konflikten og stiller sig på CITA’s side, skriver det teknologiske nyhedsmedie Multichannel News.

FCC anfører i en skrivelse, at Berkeleys forordning strider mod FCC’s informationspolitik på området og “vildleder forbrugerne” til at tro, at mobiltelefoner, der er certificeret af FCC, er usikre at anvende.

 

Avis bekræftede Berkeleys påstand

Det er ikke den eneste sag, hvor FCC står last og brast med teleindustrien.

Avisen Chicago Tribune afslørede 21. august 2019, at flere populære mobiltelefoner overskrider grænseværdien, når man måler strålingen i et FCC-godkendt laboratorium.

Det fik FCC til selv at teste de anklagede telefonmodeller, og FCC fandt, at deres egne test ikke kunne bekræfte avisens.

FCC’s egentest gav næring til yderligere ballade.

For mens Chicago Tribune testede mobiltelefoner, som avisen selv havde købt i butikker, så testede FCC de samme modeller – men med den forskel, at de var leveret direkte fra producenterne til testformålet.

Der er tradition for, at FCC’s ledere rekrutteres fra toppen af teleindustrien.

Ajit Pai blev i januar 2017 indsat af Donald Trump som formand for FCC. Han er uddannet jurist og ankom i 2007 direkte til FCC fra et job som topjurist hos den amerikanske mobilgigant Verizon.

Hans forgænger, Tom Wheeler, der sad på posten fra 2013 til 2017, var i 12 år øverste topchef for CITA.

 

 

.