Tabt Tråd er journalistisk redigeret og tilmeldt Pressenævnet med ansvar for indholdet.

boston city hall
Bostons rådhus. Foto (CC): Wikipedia Commons.

NYHED / UDLAND: Borgernes 5G-bekymringer i millionbyen Boston får nu bystyret til at kræve en gennemgang og en opstramning af USA’s 24 år gamle grænseværdier for stråling fra mobilmaster.

Det skriver Bostons juridiske rådgiver, advokat Gerard Lavery Lederer onsdag den 17. juni 2020 i en kommentar fra Boston til den føderale, amerikanske telestyrelse, FCC.

Millionbyens styre er kritisk over for telestyrelsens beslutning 19. december 2019 om ikke at røre ved de amerikanske grænseværdier fra 1996.

En beslutning, som har mødt politisk kritik fra flere kanter. Blandt andre har demokraten Dan Lipinski, føderalt kongresmedlem fra Illinois, reageret kritisk.

”Boston mener, at offentlighedens bekymring er reel og at kommissionen (red. den amerikanske telestyrelse, FCC) har gjort sig selv en bjørnetjeneste og gjort det over for lokale myndigheder, forbrugere og endda den trådløse industri ved ikke at forstå og reagere på den udbredte mistillid til sikkerheden ved RF-emissioner”, skriver bystyrets rådgiver til FCC på vegne af Boston.

Den fredede grænseværdi er fra anden tid med en svunden tids mobiltelefoni, anføres det i kommentaren.

Bystyret bekymrer sig især over at skulle se frem til et tætsiddende netværk af bredbåndsantenner i Bostons smalle gader, og så længe FCC ikke gennemgår sine retningslinjer kritisk, vil bystyret føle sig klemt mellem bekymrede borgere og FCC, skriver Bostons juridiske rådgiver.

Der bor cirka 4 mio. indbyggere i Bostons metropolregion og 700.000 i bykommunen.