Tabt Tråd er journalistisk redigeret og tilmeldt Pressenævnet med ansvar for indholdet.

rådet

NYHED / UDLAND / INDLAND: Ministerrådet i EU opfordrer nu medlemslandene til at bekæmpe informationer, som hævder, at 5G kan være en sundhedsskadelig teknologi.

Det fremgår i et nyt dokument, som indeholder resultaterne af drøftelser om Europas digitale fremtid og som udkom 9. juni.

 

Uddrag af udgivelsen (pkt. 36, side 14)

“(red. EU’s ministerråd) TILKENDEGIVER, at det er vigtigt at bekæmpe udbredelsen af misinformation i forbindelse med 5G-net, navnlig med hensyn til falske påstande om, at sådanne net udgør en sundhedstrussel eller er forbundet med covid-19.”

 

Formuleringen fortørner den nordsjællandske miljøadvokat Christian F. Jensen, som forbereder et søgsmål om 5G mod staten på vegne af danske borgergrupper.

Han tror ikke, at ministerrådets formulering vil ende i kriminalisering af 5G-skeptiske ytringer, for det vil klart være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelse om ytringsfrihed, anfører han.

Han mener dog, at staterne tjener virksomheders interesser med formuleringen.

“Enten med hovedet eller samvittigheden gemt godt væk. Vi ser også, at økonomiske interesser forsøger at misbruge betragtninger om såkaldt fake news til at løbe deres ærinder. Tænk, hvis det samme var sket med asbest og nikotin. Den gang bekæmpede man også kritik med privataftalte tavshedsklausuler og det, der var værre.”

Christian F. Jensen præsenterede i maj 2019 et juridisk responsum, som er et forberedende dokument i processen med at sagsøge staten.

I miljøadvokatens responsum anfører han, at evidens på sundhedsområdet berettiger et forsigtighedsprincip og at advarselstegnene gør 5G-udrulningen ansvarspådragende for de ansvarlige.

 

Rettighedsveteran er betænkelig

Heller ikke den kendte advokat og tidligere radikale politiker, Bjørn Elmquist, kan lide EU-papirets formulering.

Han mener heller ikke, den lægger op til egentlig kriminalisering af sundhedspåstande om 5G. Omvendt synes han, at formuleringen er hensynsløs over for ytringsfriheden.

“Jeg finder tonen i teksten så offensiv, at den nærmer sig det aggressive”, siger han til Tabt Tråd.

Han kan for eksempel ikke lide, at ministerrådet vil “bekæmpe” lovlige ytringer. Falske informationer bør imødegås, mener han.

Hvis han selv havde indflydelse på formuleringen, ville han udtrykkeligt have indføjet en passage, som understreger vigtigheden af, at man imødegår misinformation med fuld respekt for Den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelse om ytringsfrihed.

“På den måde kan man bortveje beskyldninger om manglende respekt for ytringsfrihed”, siger han.