NYHED / UDLAND: I flere lande har medier rapportet om påsatte ildebrande i telemaster, og politiet har udtrykt mistanker mod aktivister, som bekæmper 5G.

Den ledende amerikanske protestfigur, Devra Davis, harcelerer nu over brandene i et debatindlæg i mediet International Business Times.

Devra Davis er direktør og stifter af Environmental Health Trust, som planlægger at retsforfølge de amerikanske telemyndigheder. Hun er tidligere universitetsprofessor og var toprådgiver i Bill Clintons sundhedsadministration.

Hærværksbrande mod telemaster er ikke spor miljøfremmende, anfører den ellers mobilkritiske protestleder.

“Hvis telekommunikationsudstyret er sat i brand, kan det frigive en sky af giftige metaller, plastic og usynlige og dødelige, knivlignende splinter af glas, der vil skade nærmijøet i årevis”, skriver hun.

“Voldelige handlinger vil kun have voldelige konsekvenser for det miljø, som disse vildledte modstandere forsøger at beskytte”, skriver hun også i International Business Times.

Enkelte hærværksbrande har fundet sted i Holland. Den nationale borgerprotestgruppe Stop5GNL, som aktuelt fører en retssag mod den hollandske stat, har taget stærkt afstand fra ildspåsættelser og selvtægt.