
NYHED / UDLAND: Efter voksende bekymring og debat i landet har det nigerianske senat tirsdag 5. maj pålagt de føderale myndigheder i landet at suspendere 5G-udrulningen.
Det skriver Vanguard, som er en af Nigerias førende aviser. Vanguard er betegnet som et af få landsdækkende medier i landet, der redigeres uafhængigt af regeringsindflydelse.
Senator Uche Ekwonife begrundede forslaget med, at nigerianerne ikke skal udsættes for nogen urimelig risiko. Derfor kræver det vedtagede beslutningsforslag, at myndighederne undersøger risikobilledet.
I senatsdebatten anførte hun også, at forskere rejser bekymringer for borgernes helbred og at samme bekymringer har medført et såkaldt moratorium i Schweiz, hvor flere selvstyreregioner – såkaldte kantoner – har krævet stop for 5G-generationen af mobilnetværk, indtil teknologiens indvirkninger på helbred er undersøgt tilfredsstillende.
Nigeria er Afrikas mest folkerige nation med cirka 200 mio. indbyggere.
Det politiske system i Nigeria er bygget op med samme struktur som i USA, hvor senatet er ét af to lovgivningskamre og hvor landets præsident har udøvende magt.