OLYMPUS DIGITAL CAMERA

NYHED / UDLAND: To belgiske miljøpartier vil suspendere tilladelserne til 5G-udrulning i landet.

Det skriver branchemediet Telecom Paper.

De Grønne, som er et flamsksproget miljøparti og Ecolo, som er et fransksproget miljøparti i Belgien, er enige om, at der skal gives mere tid til offentlig debat om følsomme 5G-spørgsmål

Derfor vil miljøpartierne udskyde 5G-tilladelserne til efter coronakrisens delvise samfundsnedlukning.

De Grønne og Ecolo har til sammen over 12 procent af de belgiske stemmer i det føderale parlament. Den grønne blok står især stærkt i Bruxelles.

Belgien har tre selvstyreregioner med egne regeringer. Til gengæld har Belgien ikke haft en centralregering siden 2018, fordi ethvert forsøg på regeringsdannelse slog fejl.

5G har mødt betydelig politisk modstand i det sammensatte land. Især i den fransksprogede del og i mindre grad i den flamsksprogede del.

Selvstyreregionen Bruxelles nægtede i april 2019 at efterkomme et ønske fra teleindustrien om at løfte grænseværdien for mastestråling i regionen fra den restriktive grænseværdi på 6 Volt per meter (V/m) og til 14,5 V/m.

I de fleste lande i EU lyder grænseværdien på 61 V/m.

Den forhenværende miljøminister i Bruxelles, kristendemokraten Celine Fremault, begrundede det med, at borgerne ikke skulle gøres til forsøgsdyr, når der kun var ringe viden tilgængeligt om 5G-teknologien.

Da Celine Fremault i sommeren 2019 blev afløst som minister af Alain Maron fra miljøpartiet Ecolo, lød meldingen, at Bruxelles ville fastholde sin strenge grænseværdi.

I selvstyreregionen Vallonien lød der i efteråret 2019 tilsvarende meldinger fra regeringspartiet Ecolo.

5G er alligevel ankommet til Belgien, hvor teleindustrien forsøger at sætte netværket i drift, så det overholder hovedstadsregionens restriktive grænse.

Professor Guy Vandenbosch fra det belgiske universitet, KU Leuwen, er ophavsmand bag idéen om at anvende et såkaldt ALATA-princip, når 5G udrulles i Belgien.

Initialerne står for den engelske sætning “As Low As Technically Achievable” og betyder, at antennerne ikke bør udlede mere elektromagnetisk stråling, end det er nødvendigt for at få teknologien til at fungere.