KOMMENTAR / LEDER: Videnskabsfilosofien er gavmild over for konspirationsforestillinger.

For det kan aldrig bevises, at 5G ikke er skyld i covid-19, at 5G ikke er skyld i fugle, der falder ned fra himlen på Læsø eller hvad som helst andet.

Dermed berettiger den gængse videnskabsfilosofi i bunden og grunden en hvilken som helst hypotese. Et hvilket som helst gæt om, hvordan ting i verden hænger sammen.

Og historien har været fuld af hypoteser, som enten er blevet bestyrket af videnskab eller gjort meget usandsynlige.

Masturbation har været årsag til blindhed. Mobilstråler var for svage til at give forsøgsdyr kræft. Det var to eksempler på hypoteser, som videnskabelige øvelser gjorde mindre sandsynlige.

Så alle hypoteser – alle verdens vilde gæt – er ikke lige gode. De kan være mindre eller mere eller slet ikke kvalificeret. Så hvorfor beskæftige sig med de dårlige hypoteser?

Tele- og teknologiindustri og alverdens interessenter, som ønsker at neddysse enhver 5G-kritik, har kronede dage sammen med konspirationsteorierne om 5G og sammenhængen med covid-19.

Når dårligt kvalificerede hypoteser stjæler rampelyset, har teleindustrien et fantastisk alibi til at smyge sig uden om de virkelig prækære spørgsmål: Hvilke studier sandsynliggør, at 5G er sikkert for alle mennesker, alle dyr og miljøet?

Væk er fokus på argumenter fra højt estimerede forskere fra anerkendte læreanstalter, som rejser 5G-bekymringen og holder fast i den.

Komplottænkere forærer teleindustrien og resten af 5G-lobbyismen et billede af 5G-skepsis som gak, nyreligion og paranoia.