dariusz
Dariusz Leszczynski er biokemier og tidligere assisterende professor ved topuniversitet Harvard, tidligere professor i Finlands statslige strålingsagentur, STUK og nu adjungeret professor ved Helsingfors Universitet siden 1992. I 2011 var han indkaldt til WHO’s meritudvalgte ekspertgruppe, som evaluerede en mulig sammenhæng mellem mobiltelefoni og kræft.

NYHED / FORSKNING: En periodegennemgang af strålingsforskningen fra amerikansk regeringsmyndighed lider af stærke begrænsninger og det, der nærmer sig fusk. Det mener adjungeret professor og medlem af WHO’s kræftekspertgruppe, som vurderede mobiltelefoni i 2011.

HELE WHO’s KRÆFTADVARSEL fra 2011, som stadig er gældende, ligger gemt under amerikanske myndigheders gulvtæppe.

Det påpeger biokemiker og adjungeret professor, Dariusz Leszczynski, som selv sad i WHO’s ekspertgruppe, da den i 2011 skulle vurdere, om der var evidens til stede for en sammenhæng mellem mobiltelefoni og kræft.

Han har offentliggjort en gennemgang og analyse af en ny forskningsgennemgang, som sundhedsmyndigheden U.S. Food & Drug Administration offentliggjorde 10. februar.

 

Stærkt begrænset udsnit

Dariusz Leszczynski er ikke enig i, at FDA har leveret en videnskabeligt lødig rapport. Han peger på, at rapporten har positivt og lødigt indhold iblandt, men den rummer også beskæmmende mangler.

FDA’s rapport er på flere måder en begrænset forskningsgennemgang. Rapporten har valgt kun at beskæftige sig med forskningsresultater fra 2008 til 2018 og har konsekvent fravalgt at vurdere både ældre og nyere studier.

Han kritiserer rapporten for at forkaste og gemme studier af vejen, som delvis kunne underbygge en kræftmistanke mod mobiltelefoni, og det har FDA valgt, fordi mistanken ikke kan bekræftes endeligt.

Dariusz Leszczynski mener selv, at studierne sandsynliggør, at mobiltelefoni kan øge den statistiske chance for sjælden hjernekræft, men ikke med voldsom chanceforøgning, og han erkender, at der findes en grad af tvivl.

 

Kræftresultater gemmes væk

Selv mener han, at WHO’s nuværende klassificering af kræftmistanken, 2B, skal opklassificeres til 2A, som betyder, at kræftsammenhængen er sandsynlig. Men ikke højere og til klasse 1, hvor kræftsammenhængen er utvivlsom.

Dariusz Leszczynski konstaterer, at WHO’s underbyggede kræftmistanke holdes skjult i rapporten.

“FDA har stået i et dilemma, hvor de skulle beslutte, hvad man stiller op med et ufuldstændigt bevis. Skal man vise det frem som en anbefaling af at træffe et forsigtighedsprincip, eller skal man bare kassere det hele, som om det var ubrugeligt skrald? Man valgte det sidste, og det er en uvidenskabelig tilgang, simpelthen cherrypicking, og det stiller FDA’s forskningsgennemgang i et meget tvivlsomt skær”, siger han.

Det betyder, at selv om WHO officielt mistænker mobiltelefoni som kræftfremkaldende og peger på studier, som viser kræftrisiko, så kan mistankebilledet og evidensen bag slet ikke ses i den amerikanske rapport.

For nok medgiver Dariusz Leszczynski, at en kræftsammenhæng ikke er endelig bevist, men det gør ikke mængden af evidens ligegyldig. FDA har ret, når FDA ikke kan fastslå en kræftsammenhæng. Stadig skjuler myndigheden en væsentlig omstændighed for offentligheden, mener Leszczynski.

Dariusz Leszczynski kritiserer også, at FDA-rapporten helt og aldeles ser bort fra såkaldte in vitro-studier, hvor effekter undersøges i cellekulturer i laboratorier. Det er uheldigt, mener biokemikeren Leszczynski, fordi cellestudier på trods af deres begrænsninger kan medvirke til at forklare, hvorfor der er potentielt bekymrende resultater i dyreforsøg og i menneskestudier.

 

Amerikansk topforsker vil også skærpe kræftadvarslen

Den amerikanske bioingeniør James Lin, som i 12 år var medlem af det private forskerselskab ICNIRP, der rådgiver cirka 50 lande i verden om grænseværdier, er enig i, at den foreliggende evidens for kræft er væsentlig og bestyrket siden 2011.

I en artikel fra 2019 i branchetidsskriftet IEEE Microwave Magazine, vurderer han, at det er nu er på tide, at WHO’s kræftagentur hæver sin klassificering af mobilstråling fra “muligvis kræftfremkaldende” (2B) og til en højere klasse.

Klassificeringen angiver alene, hvor høj en grad af kræftevidens, som videnskaben kan pege på. Ingen af mistankeklasserne angiver et fareniveau, som mange medier fejlagtigt får udtrykt.

“Senest har vi set to forholdsvis veludførte radio- og mikrobølgestudier med Sprague Dawley-rotter, som uden cancerpromoverende agenser viste konsistente resultater med signifikant øgning af cancer i dyr, som var udsat for strålingen,” skriver James Lin i IEEE Microwave Magazine.

Han var en del af det eksterne ekspertudvalg, som brugte uhørte tre dage på at evaluere verdens dyreste forsøg med mobilstråling i et såkaldt peer-review.

Ikke kun ét forsøg viste klart kræftresultat i projektet under Det Nationale Toksikologiprogram, som blev afsluttet i 2018.

Et flertal i ekspertpanelet mente, at samme klare evidens for en særlig kræfttype kunne ses i to forskellige forsøgskamre, hvor det ene kammer udsatte rotterne for 2G-lignende signaler, mens det andet kammer udsatte rotterne for 3G-lignende signal.

James Lin skriver ikke, hvor højt kræftklassificeringen bør hæves hos WHO.

 

Flere kræftresultater siden 2011

WHO’s kræftagentur, IARC, vurderede i 2011, at især to epidemiologiske undersøgelser kunne underbygge en mistanke om kræft hos brugere af mobiltelefoner, som taler i 30 minutter dagligt og opefter.

Det ene resultat blev fundet i det internationale Interphone-studie, som WHO og teleindustriens globale organisation GSMA finansierede. Det andet resultat kom fra den svenske professor ved Örebro Universitet, Lennart Hardell.

IARC’s ekspertgruppe vurderede, at de to resultater havde tilstrækkelig med videnskabelig kvalitet, og et stort flertal i ekspertgruppen af 31 personer vedtog klassificeringen.

Dariusz Leszczynski mener, at yderligere to resultater af samme kvalitet er fundet siden 2011. Det franske Cerenat-studie fra 2014 viser kræftsammenhæng. En ny genbearbejdning af det canadiske resultat af Interphone viser en statistisk kræftsammenhæng.

Han peger også på en analyse, der konkluderer, at de tumorramte i Interphone havde en hjernetumor tæt på hovedet, hvor patienterne berettede, at de holdt deres mobiltelefoner.

Leszczynski er enig med ICNIRP’s tidligere komitémedlem James Lin i, at verdens største dyreforsøg på området, som blev udført af Det Nationale Toksikologiprogram, underbygger kræftmistanken, generelt og på begrænset vis.

“Det er klassisk toksikologi. Det kan rejse et advarselsflag”.

 

Domstol fandt det sandsynligt

En italiensk appeldomstol i Torino gav 14. januar i år en sagsøger medhold i en arbejdsskadesag, hvor borgeren fik hørenervekræft efter timer med daglig mobiltelefoni på jobbet.

På baggrund af patientstudier og dyrestudier mente to retsinstanser, at det var sandsynligt, at mobiltelefoni kunne have forårsaget sagsøgers tumor.

Sagsøgerens advokat, Stefano Bertone, bemærkede med tilfredshed, at retten ifølge hans opfatelse tog stilling til interessekonflikter i videnskabelige argumenter, som kom fra retssagens forsvar.

“Ud fra et juridisk synspunkt er det interessant, at negative forskningsresultater, som er finansieret af industrien, ikke kunne påvirke dommerne i afgørende grad”, sagde han efter dommen til Tabt Tråds meddeler i Italien, journalist Maurizio Martucci.