5g bruxelles

NYHED / UDLAND: Det var ingen aprilsnar, da den belgiske selvstyreregion, Bruxelles, 1. april 2019 trak internationale overskrifter ved at sige nej til 5G.

Regeringen i selvstyret havde afvist teleindustriens ønske om en løftet grænseværdi, så der kunne blive råderum for en 5G-udrulning, og miljøminister Celine Fremault blev citeret for, at borgerne ikke skulle være forsøgsdyr.

Grænseværdien for mastestråling i Bruxelles er 6 Volt per meter. Teleindustrien ønskede et råderum på op til 14,5 Volt per meter. Samme ønske har teleindustrien fremsat i lande, hvor grænseværdien ligger betydeligt under strålingskomitéen ICNIRP’s anbefalinger.

ICNIRP’s anbefaling, som Danmark følger, lyder på 61 Volt per meter. I visse lande er den grænseværdi divideret med 10 som en politisk forsigtighedsmargin.

Men efter betydeligt pres fra erhvervsorganisationer står den belgiske hovedstad nu alligevel over for at indføre en 5G-test, skriver nyhedsmediet The Brussels Times.

 

Uden løftet grænseværdi

Tanken er, at et 5G-forsøg kan holde sine emissioner under den gældende grænseværdi.

Professor Guy Vandenbosch fra det belgiske universitet KU Leuwen er ophavsmand bag idéen om at anvende et såkaldt ALATA-princip.

Initialerne står for den engelske sætning “As Low As Technically Achievable” og betyder, at antennerne ikke bør udlede mere elektromagnetisk stråling, end det er nødvendigt for at få teknologien til at fungere.

“Når selvkørende biler rent faktisk vil ramme gaderne, skal 5G fungerer pålideligt og hurtigt. Men her og nu ser jeg ingen grund til allerede at øge styrken ved 5G. I dag producerer vi 3 Volt per meter og 900 Megahertz per antenne, og til nutidens behov er det nok”, siger han til teknologimediet New Mobility News.

Han medgiver, at der er brug for at udforske nærmere, hvad helbredseffekterne kan være:

“Blot fordi videnskabsfolk ikke kunne bevise, at strålingen er skadelig, betyder det ikke, at den er sikker. Ingen er faldet døde om, men vi kender ikke effekterne over lang tid. Ikke endnu”.