82954029_2589427381276671_4767752189227565056_o
Demonstration 25. januar i Zürich.

BAGGRUND / ANALYSE: Flertallet af indbyggerne i Schweiz vil stoppe 5G og frygter for helbredseffekterne. Det gør sandsynligvis alpelandet til en strategisk krigszone med potentiel verdensbetydning for teleindustrien og dens modstandere.

5G KAN FALDE I KAMP mod miljøforkæmpere i Schweiz.

For strålingskritiske forskere, organisationer og aktivister vil sådan en sejr skabe genlyd i verden med propagandaværdi: Er 5G en miljøsag i Schweiz, kan det også blive en miljøsag hvor som helst.

Flere selvstyreregioner – såkaldte kantoner – har allerede sagt nej til 5G med regionale parlamentsflertal, og i modstandszonen bor der cirka halvanden million schweizere.

Det er formentlig årsagen til, at en udenlandsk gruppe af strålingsforskere omkring fyrtårnet Lennart Hardell er gået direkte til angreb på landets føderale strålingsrådgivning, som navnlig er strålingsagenturet Berenis og rådsformanden Martin Röösli.

Læs også: WHO-eksperter i åben krig om schweizisk 5G-rapport

Schweiz er udset som en strategisk kampplads, for det er ikke fordi, den schweiziske regering støtter sig til anderledes råd, end myndighederne gør i de fleste lande.

 

Schweizerne forholder sig roligt

Men derfra har aktivismen mod 5G lang vej til sejr. Det handler om det fragmenterede lands indbyrdes forskelle.

Skal man forstå den schweiziske 5G-modstand, som virker enestående i Vesteuropa, skal man forstå et land med miljøtraditioner. Og kulturopdeling.

I Schweiz kan spørgsmålet om mobilstråling skabe debat, som spørgsmålet sprøjtemidler kan optage danskere.

Strålingsdiskussionen er ikke så stærkt tabuiseret som i Danmark. En meningsmåling i en avis viste i 2019, at over halvdelen af indbyggerne frygter og vil stoppe 5G.

Schweizerne går dog sjældent på gaden for miljøsager:

“Schweizerne er passive, opfører sig ordentligt, tager sig en uddannelse og passer deres arbejde. I Schweiz strejker man stort set ikke og går på gaden, som man gør i Frankrig”, siger Reza Ganjavi til Tabt Tråd.

Reza Ganjavi er en ledende figur i det tysktalende, schweiziske aktivistmiljø, som bekæmper 5G.

 

Delt af mere end bjerge

Og det er ikke tilfældigt, at det netop er i det frankofone vest, at flertal i regionale selvstyreparlamenter har stemt for modstand mod 5G. Både i kantonerne Jura, Vaud og Geneve. En modstandszone med over 1,5 millioner schweizere.

 

82360158_10157978024107164_3015153950455234560_n
“På trods af moratoriet er 5G startet i Geneve”. Til stor politisk vrede kunne stort parlamentsflertal i selvstyrekantonen Geneve ikke forhindre teleselskaberne i at starte 5G-netværket i april 2019. Tilladelsen hvilede på føderal lovgivning.

 

I Belgien er det også den frankofone del, i selvstyreregionerne Bruxelles og Vallonien, at den politiske 5G-modstand er størst.

Ifølge Reza Ganjavi er årsagen, at de taler fransk. Kulturelt orienterer de sig mod Frankrig. I Frankrig råber man op, går på gaden og finder sig ikke i en pind.

Og netop landets sprogopdeling er en udfordring for miljøbevægelsen. I et land, hvor hver sproggruppe forbruger sine egne medier og hvor den samlede offentlighed og nationale debat er svag, er det en udfordring at organisere en modstand, som har gennemslagskraft i landsdækkende forbundspolitik.

Blandt andet derfor kunne 5G-sagen dårligt sætte nogen dagsorden, da der i efteråret var landsdækkende valg til det nationale parlament og til Forbundsrådet i Bern, som er schweizernes centralregering.

Først sent fik det tysktalende og det fransktalende aktivistmiljø kontakt til hinanden, fortæller Reza Ganjavi.

 

Direkte demokrati er en mulighed

For folk uden for Schweiz kunne det ellers næsten ligne en formsag.

Et befolkningsflertal ønsker ikke 5G, viser en meningsmåling. Næsten samme flertal mener, at det er forbundet med helbredsrisici. Landet har direkte demokrati, og med over fire millioner nej-hatte, kræver det kun 100.000 underskrifter at få gennemført en folkeafstemning.

Læs også: Landets befolkningsflertal frygter og vil stoppe 5G

“Men det er en sej og meget tidskrævende proces. Ingen tror på, at målet kan nås i 2020. Aktivister i Schweiz tror mest på retssystemet. Ikke det schweiziske retssystem, som hælder til industriens side. Vi tror mest på, at kampen kan vindes ved en international domstol”, vurderer Reza Ganjavi.

 

Kritik er ikke velkommen

Der foregår også en heftig propagandakamp om folkets gunst, mener han.

Som en charmeoffensiv lancerede mobilselskabet Sunrise i marts sidste år sit 5G-netværk med en reklamekampagne, hvor tennisstjernen Roger Federer var den første schweizer på netværket.

Reklamefilmene blev bestormet med rasende indlæg. Sunrise slettede kommentarerne og lukkede kommentarfeltet.