Robert_F._Kennedy_Jr._(32709718003)
Robert F. Kennedy Jr. er søn af myrdet præsidentkandidat og nevø af myrdet præsident. Foto: Gage Skidmore (CC).

NYHED / UDLAND: Kontroversielt klanmedlem vil indsamle et beløb, der svarer til over en halv million danske kroner på to uger.

DET ER UANSVARLIGT, at den amerikanske telestyrelse, FCC, ikke har revideret sine grænseværdier for mobilstråling siden 1996.

Det mener den amerikanske sundhedsaktivist Robert F. Kennedy Jr. – også kendt som søn af politikeren Robert Kennedy (1925-1968) og kendt som nevø til den afdøde præsident John F. Kennedy (1917-1963).

Derfor vil han nu indsamle 100.000 amerikanske dollar på to uger for at indgive et søgsmål ved domstolene 3. februar, skriver han på sin hjemmeside for sin  organisation, som hedder Children’s Health Defence.

 

Påstand om skader og dødsfald

En myndighedsbeslutning 4. december 2019 om at lade grænseværdierne stå, er nu anledning til det retslige skridt.

“Beslutningen 4. december giver en sjælden mulighed for at sagsøge FCC og for at vise hvordan styrelsens ignorering af folkesundheden har været årsag til så mange skader og dødsfald, herunder hos børn”, skriver han blandt andet på sin organisations hjemmeside.

Fra flere sider er det især kritiseret, at fund af kræft i rotteforsøg med mobilstråling ikke har ført til ændringer.

Det var på Kongressens foranledning, at den regeringsdrevne forskningsenhed, Det Nationale Toksikologiprogram (NTP), foretog et 19 år langt forskningsprojekt fra 1999 til 2018, som ifølge det eksterne ekspertpanel viste klare resultater.

Et kritisk spørgsmål om FCC’s stillingtagen til grænseværdierne blev i november 2019 stillet af det demokratiske kongresmedlem Dan Lipinski.

 

Deler vandene kraftigt

På trods af sin prominente og nationaltragiske familiebaggrund er Robert F. Kennedy Jr. en kontroversiel figur i amerikansk offentlighed.

Med mærkesager som påstået regeringskorruption og modstand mod vaccinationsprogrammer deler han vandene kraftigt i USA.

For nylig ansatte han den amerikanske patientaktivist Dafna Tachover fra NGO’en We Are The Evidence, som kæmper for stråleskadede og eloverfølsomme patienter i USA.

Med på holdet bag søgsmålet er også advokat Scott W. McCollough, som i forvejen fører sag mod FCC på vegne af fagkonsortiet Irregulators, der er dannet af uafhængige amerikanske teleeksperter.

Påstanden i Irregulators’ søgsmål mod FCC er, at telestyrelsen har snydt amerikanske teleforbrugere for et højhastighedsnet af kabler, som teleforbrugerne har betalt for.