dav
DR og Aalborg Universitet er nærmeste naboer på Fredrik Bajers Vej i Aalborg-bydelen Sønder Tranders. Foto: Wikipedia Commons (beskåret)

KOMMENTAR / LEDER: Kan man forvente kritisk sundhedsjournalistik om trådløse helbredseffekter af redaktioner, som brænder for at fremme teknologi?

Det emmede af digital og teknologisk pionerånd, da DR’s nye vidensafdeling åbnede i DR’s afdeling i Aalborg og præsenterede sig selv i maj 2017:

“DRs nye center for formidling af viden og undervisning, DR Viden, vil med videnskaben som skjold bekrige falske nyheder og sejlivede myter og sætte skub i eksperimenter med digital formidling.”

Klar tale. Hos DR Viden går videnskabsformidling og digital udvikling hånd i hånd. Og det var næppe tilfældigt, at DR placerede sin nye videnskabsredaktion hos DR’s domicil i Aalborg, som ligger lige i teleingeniørernes baghave. DR Viden etablerede fra start et formaliseret samarbejde med Aalborg Universitet om at skabe videnskabsformidling.

Da DR Videns reporter i februar i år undersøgte, om 5G kunne være et problem, behøvede han kun at gå ganske få skridt for at besøge DR’s nabo, som er antenneprofessor Gert Frølunds laboratorium på nabomatriklen.

Og i starten af 2018 hentede DR Viden en gammel DR-medarbejder tilbage fra et job hos DR Videns nærmeste nabo i Aalborg, nemlig den mangeårige IT-journalist Carsten Nielsen, som i et kommunikationsjob hos Aalborg Universitet havde berettet triumferende om trådløsteknologiens nye landvindinger.

Før sin tid hos Aalborg Universitet stod Carsten Nielsen bag P1-programmet Harddisken. Hos DR blev Carsten Nielsen i 2018 “videns- og teknologikorrespondent”. Igen ses sammensmeltningen af videnskab og teknologi som stofområder.

Går igen fra land til land

Omtrent samme tendens ses hos svenske SVT. Videnskabsredaktøren Linus Brohult ankom i 2011 direkte til SVT fra en mangeårig journalist- og redaktørrolle hos magasinet Mobil, hvor Linus Brohult blandt andet testede markedets mobiltelefoner på vegne af forbrugerne. SVT har nærmest synkront med DR ført samme kampagne mod 5G-bekymringen med ujournalistiske propagandagreb.

Analysemediet Zetland, som samarbejder tæt med mobilselskabet Telia om at skaffe læsere, satte også en teknologireporter til at berette om sin egen mangelfulde undersøgelse af 5G-spørgsmålet, hvor ingen kritiske forskere overhovedet blev hørt.

Tendensen går igen i endnu flere medier både i Danmark og i udlandet: Det er nærmest reglen i stedet for undtagelsen, at teknologireportere eller vidensreportere med betydelig tilknytning til det teknologiske stofområde får til opgave at undersøge, hvad videnskaben siger om sundhedsfaren eller skadelige bioeffekter af trådløsteknologi.

Værkerne taler for sig selv. Det er agiterende kommunikation, som låner af journalistikkens værktøjskasse, men journalistik er det ikke. I journalistik kan man ikke kun plukke de søde bær, hvis der også er sure iblandt.

Medierne går næsten udelukkende til eksperter, som har en alvorlig hældning og som ofte også har haft tilknytning til teleindustrien. For eksempel danske Christoffer Johansen og Maria Feychting, der begge har haft teleindustriens aktører som hovedfinansieringskilder til deres forskning. Og selvfølgelig er der lavet undskyldninger, som siger, at mobilindustriens penge ingenting betyder.

5G-kritikere har siddet på højeste forskerpositioner

Ingen af medierne har forklaret, hvorfor toppen af 5G-kritiske forskere skulle være inferiøre eksperter. 5G-kritiske eksperter, som tilråder et skærpet forsigtighedsprincip, har ledet verdens dyreste grundforskningsprojekter (REFLEX, NTP). De har siddet i WHO’s kræftekspertgrupper.

For at drage en parallel, så viste sportens cykeljournalister i mange år, at de ikke kunne administrere på én gang både at elske Tour de France og have en professionel, journalistisk mistillid til tingene, der foregik. Et par klassiske, “dumme journalistsvin” drog rundt i Europa og fandt kanyler og dopingprotokoller, som fældede det meste af cykelsporten.

Cykelreporterne lod fortsat som om, der ikke fandtes et problem og spandt videre på fornyede illusioner om et renere cykelløb. Allerede da Lance Armstrong vandt sin første og anden Tour de France på stærke medikamenter, var cykeljournalisterne parate til at erklære Tour’en for ren og renset.

I USA, hvor boldspil med hovedstød først blev gjort kendt med indtoget af europæernes og latinamerikanernes fodboldspil, er der betydelig modstand mod, at unge spillere skal støde til bolden med deres hoveder. Men er det overhovedet tænkeligt, at fodboldglade danske sportsjournalister tør røre ved sådan et spørgsmål for alvor?

Ujournalistisk bortforklaring

Det, sports- og teknologiredaktioner har til fælles, er: Meget tæt og nærmest symbiotisk samarbejde med det område, de dækker. Og en grundliggende sympatisk indstilling til det, der foregår. Kritik og søgning efter ømme punkter er sjældent.

Disse tegn er ikke sunde for journalistik.

De nordiske public service-stationers dækning af trådløsspørgsmålet er en journalistisk skandale. I flere udsendelser har DR fortiet, at WHO’s kræftagentur i 2011 lagde to studier med kræftsammenhæng til grund for en kræftklassificering i WHO’s klassesystem. Da omgivelserne pressede DR til at omtale forholdene, fulgte nye fordrejninger og fortielser og decideret usande påstande. For eksempel fortæller DR ikke, at nye studier med kræftsammenhæng er føjet til forskningslitteraturen siden 2011.

DR Videns redaktør, Carsten Nymann, lapper på sine fejl med journalistfaglig vås, når han skriver til Tabt Tråd at der ikke findes en “dokumenteret interessekonflikt”, som handler om DR’s foretrukne sundhedsekspert i spørgsmålet.

De presseetiske regler taler ikke om dokumenterede interessekonflikter. De presseetiske regler taler om tænkelige interesser; er det tænkeligt, at kilden har interesser, skal der vises en kritik, og udsagn skal efterprøves.

I stedet bruger DR en videnskabsmand af titel som skjold til at bekrige faktuelle sandheder om mobilspørgsmålet og kræftforskningen og kæmper for at holde liv i en sejlivet myte om, at WHO ikke tager kræftevidens på området alvorligt.

Journalistik er en disciplin, hvor man nemt får svar, som man råber i skoven, og hvad siger den, når netop de digitale lejesvende råber i den?

Læs også: DR og ekspert vildleder om skelsættende WHO-beslutning

/dawe