70845771_588642675003927_630414427828518912_o

KOMMENTAR / ANALYSE: At holde fast i stramme grænseværdier og at stoppe 5G-udrulningen i lande som Schweiz og Belgien løser næppe de problemer, som politiske modstandskræfter ønsker at løse.

Da det britiske nationalistparti, UKIP, få dage før parlamentsvalget krævede stop for 5G-udrulningen i Storbritannien, var det med budskabet om, at smarte køleskabe kan vente. Hensynet til især børns og ældres helbred skulle gå forud.

Men ikke ét eneste køleskab behøver at vente på 5G for at kunne koble sig på internettet.

Langt de fleste såkaldte smartløsninger til hjemmet som selvlukkende vinduer og fjernbetjente kaffemaskiner benytter allerede hjemmets lokale Wi-Fi netværk, og tætsiddende mobilantenner langs gaderne vil næppe spille roller for hverken fjernaflæste forbrugsmålere eller andre ting, som kobles på nettet.

En uhellig mytealliance

Når myten om 5G og køleskabe er udbredt, skyldes det, at mobilselskaberne gerne vil positionere sig selv og deres 5G-netværk i offentligheden som nødvendigheder for den trådløse teknologiudvikling.

Aktivister og politiske 5G-modstandere hopper på myten, fordi den er nem at fortælle:

Midt i polariseringen er der opstået en sær alliance, hvor teleindustrien og aktivister imod teleindustrien er enige om, at 5G er lig med den trådløse teknologis fremtid. Med 5G kommer “Internet of Things”, siger begge modpoler. Men blot fordi de er enige, har de ikke ret.

5G-stop stopper ikke trådløs udvikling

Det faktum fortæller også, at med stop for 5G-udrulningen, har strålingsbekymrede borgere og politikere altså ikke bremset uhæmmet trådløs udrulning med smarte køleskabe og trådløse sendere på alt fra lygtepæle til lommelygter.

Den trådløse udrulning er ikke kun mobilnetværk med generationstal. Trådløs infrastruktur er også private Wi-Fi netværk, såkaldte Bluetooth-funktioner, Narrowband-netværk, som særligt anvendes til tingenes internet, Såkaldte smartcity-solutions og kommunikationssatellitter, der emitterer mod landjorden.

Der findes næppe den trådløse teknologivision, som ikke kan realiseres med andre formater end lige netop 5G. Ingeniørerne skal nok finde vej.

Groft skåret ind til benet er 5G bare mobilselskabernes chance for at hænge på i en udvikling, hvor stadig mere dataforbrug søger udenom mobilselskabernes dataveje, og landestaterne vander og gøder myten om 5G’s nødvendighed, fordi landestater sælger telelicenser til nye frekvensområder for milliardbeløb. Wi-Fi er licensfrit og kan frit sættes op af private på ejendomme.

Danske mobilselskaber har investeret et kæmpebeløb omtrent svarende til en Storebæltsbro i 4G, men mobilselskabernes samlede omsætning er år for år faldet, og en hovedkonkurrent er det frie Wi-Fi i hver butik og i skoler og i butikscentre.

Teleindustriens tveæggede sværd

Kampen om 5G er blevet en kamp om den trådløse udrulning, selv om den trådløse udrulning er meget andet end 5G og selv om et 5G-stop alene ikke kan gøre ende på aktivisters kvaler.

Det siger en del om, hvor stærkt et brand, varemærket 5G er.

Det skulle have været stærkt for teleindustrien alene, men utilsigtet blev 5G et lige så stærkt brand for strålingskritiske aktivister, og 5G er et stærkt brand for de strålingskritiske forskere, som i årenes løb har samlet underskrifter sammen til appeller, der ikke fik opmærksomhed.

Da “The International EMF Scientist Appeal”  blev iværksat af den nu afdøde Columbia University-professor Martin Blank, skete der ikke så meget. Men så blev projektet til “The 5G Appeal“, og pludselig skete der en masse.

Ret beset er 4G og 5G intet andet end et varemærke, der dækker over konstante forandringer af mobilnetværkets indretning. De første 5G-antenner i 2019 minder mere om de sidste 4G-antenner, end de sidste 4G-antenner minder om de første 4G-antenner i 2013.

Lave grænseværdier – høj aktivitet

En anden forjættelse, der kan vise sig at være tom, er strammere grænseværdier end den danske. Sådan en grænseværdi har de eksempelvis i selvstyreregionen Bruxelles, og det blev fejret som en sejr, at Bruxelles i april i år afslog teleindustriens ønske om at hæve den.

Når Bruxelles så holder fast i en grænseværdi, som af forsigtighedsgrunde udgør en tiendedel af grænseværdien i Danmark, skal man huske, at 6 Volt per meter svarer til nogle af de mest bestrålede pladser i offentlige dansk byrum. Det kan været ret svært at finde et byrum med 6 Volt per meter.

Med belgisk grænseværdi er der således ikke råderum til at tillade energifokuserede lokalantenner på særligt høje frekvenser, som teleindustrien ønsker med en senere fase af 5G.

Det er derfor, teleindustrien i disse tider presser lande med stramme grænseværdier til at lempe dem, så fremtidens 5G-teknologi (også kaldet FR2) kan ankomme om måske tre eller fire år.

Til gengæld er der rigeligt med råderum til et niveau af trådløse aktiviteter, som topforskere, kritiske politikere og aktivister allerede finder bekymrende, og der er rigeligt med råderum til højhastighedsforbindelser og et utal af pulserende sendeenheder i det offentlige rum.

For eksempel smarte køleskabe, som konkret bekymrer det britiske parti, UKIP.

Hvis det nuværende niveau udgør et problem

Et belgisk afslag om at hæve grænseværdien og lokale og regionale beslutninger om 5G-stop er formentlig ikke nok til at løse det, man allerede anser som et problem.

Fordi 5G-strålingen er ukendt og endnu ikke testet for miljøvirkninger, har man flere steder i Europa kunnet sælge en politisk idé om et 5G-stop. Det er dog vanskeligere at sælge idéen om en 4G-reduktion eller radikalt lavere grænseværdier.

Hvis en voksende undergruppe i befolkningen oplever, at de har symptomer og gener, som de forbinder med energitætheden, som udgår fra trådløse sendeenheder, så vil 5G-stop og belgisk grænseværdi ikke give reelle ændringer til den stramme side.

Uanset om problemstillingen er sand eller ej; Spørgsmålet om øget generel sygelighed og spørgsmålet om særligt følsomme undergrupper i befolkningen splitter stadig  topforskere på området fra anerkendte vidensinstitutioner i mindst to lejre.