smoke.jpg

KOMMENTAR / LEDER: 5G-debatten og den øvrige debat om det trådløse miljø er helt unødigt kompliceret af misinformation på begge sider. Begge sider tager en meget enkel problembeskrivelse og spreder puslespilsbrikkerne til alle sider, skriver Tabt Tråd i en lederkommentar.

Det trådløse miljøspørgsmål er enkelt nok: Teleindustrien har fået tildelt et miljøråderum, som den er i gang med at udfylde.

Råderummet er det elektromagnetiske, radiofrekvente styrkeområde, vi kan vælge at kalde “det kolde”, fordi strålingen ifølge myndighederne fra master, telefoner og modemmer er for svag til at skabe akutte skader på mennesker som følge af opvarmning som i mikrobølgeovnen.

Problemet med det råderum er, at det bygger på en ren hypotese om vores sikkerhed. Hypotesen siger, at der ikke kan ske noget slemt, så længe vi ikke bliver varme.

Hypotesen, der lover os sikkerhed, er sønderskudt på samme præmis, som sundheds-, miljø- og fødevareområderne betragter farer og risici.

Flere uafhængige patientundersøgelser – såkaldte case-control studier – finder, at der er sammenhæng mellem langtidsforbrug af mobiltelefoni og hjernekræft. Resultaterne kommer bl.a. fra Canada, Sverige og Frankrig. En analyse fra 2016 peger på, at hjernetumorerne fandtes, hvor patienterne havde oplyst, at de holdt deres mobiltelefoner mod hovedet.

Er der tvivl om disse resultater? I videnskab er der altid sprækker af tvivl. Spørgsmålet er, om det er tvivlen eller den bedst mulige videnskab, der skal have opsættende virkning. Smartphone-nørden i os alle vælger det første. Men Sankt Peter godtager næppe undskyldningen, hvis vi kommer rendende.

To konkrete studier lå til grund for, at WHO klassificerede mobiltelefoni som muligvis kræftfremkaldende i 2011. Nærlæser man alle papirer, så står det klart, at menneskestudierne har udgjort en tilstrækkelig evidens til at træffe konklusionen, mens der ikke forelå data om mekanismer eller dyreforsøg i 2011, som var tilstrækkelige.

Et regeringsbestilt dyreforsøg, som kostede 200 mio. amerikanske skattekroner, omregnet omtrent, viste ikke bare en klar evidens for en kræfttype hos hanrotter, men viste yderligere skavanker og signifikant resultat af dna-skader hos rotter og mus.

Der foreligger ikke noget endeligt bevis for, at mennesker kommer til skade, lyder modsvaret typisk.

Vi har sjældent håndfaste bevis for agenser, vi beskytter imod, for beviser kan være vanskelige eller umulige at skaffe. Det, der påviser en kræftsammenhæng hos mennesker, er statistik.

Men immervæk er der solid tradition for at handle på advarselsflag for at beskytte befolkningen med forsigtighedsprincipper ved at lægge klare sikkerhedsmarginer fra fund i dyreforsøg og til endelig grænseværdi. Sommetider foreligger der kun nogle mindre fund i dyreforsøg og ikke kræftstatistik, som der findes på mobiltelefoni.

Det er således en kortslutning at hævde, at et forsigtighedsprincip bør træffes, når der er beviser. For så er det ikke et forsigtighedsprincip. Så er det en direkte sikkerhedsforanstaltning.

Det er således heller ikke uberettiget at have en sund, rationel frygt på baggrund af mistanke og det faktum, at 5G rulles ud uden biovidenskab ligger til grund for sikkerheden, når det gældende miljøråderum er beklikket af videnskab fra topinstitutioner.

Når mistanke ikke længere er mistanke – men når mistanke er bevist – så er det ikke længere frygt. Så skyr man bare – som man skyr Bladan eller pesten.

Journalistik som institution er på afveje

Medierne virker til at have omdefineret deres roller på ganske kort tid. I dag opfører de sig som kampklare og opildnede kaserner mod det, de betragter som misformations-dagsordener.

Magtkritik er afløst af kritik af magtkritik.

Det er klart på bekostning af klassisk, kritisk journalistik, som i over 100 år har udgjort en slags fjerde statsmagt, der kontrollerede magthaverne på vegne af befolkningen.

Nærmest alle danske medier allokerer i dag betydelige ressourcer til paradehistorier, hvor de tager – sommetider forvildede aktivisters forestillinger – og debunker dem, som myteaflivning efterhånden hedder på dansk.

I krig kalder man den slags for afledningskamp: Det er som at starte et slagsmål i Lundby for at lokke tv-holdet til, mens slaget om den strategiske fæstning står i Dybbøl.

Aktivister gør sig selv nogle frygtelige bjørnetjenester ved ukritisk at dele videoer med karseforsøg og sprede løse rygter og skræmsel og uvidenskabelige stramninger, for hver gang forærer det interessedrevet kontraaktivisme en anledning til at føre afledningskamp.

Og medierne, som skulle have været vagthunde, laver kritisk journalistik mod 5G-kritik, men ingen kritisk journalistik mod 5G, som rulles ud uden biovidenskabelig afklaring.

Hvis journalistikken skulle forestille at være en vagthund, hvad holder de så vagt for – skulle det forstille at være folkesundheden?

/dawe