ireland

NYHED / IRLAND: Det tredjestørste parti i det irske parlament, Underhuset, kræver en regeringsundersøgelse af 5G.

Det skriver det irske nyhedsmedie The Journal.

Kravet er rejst af Sinn Féin, kendt som det irske genforeningsparti, der findes i både Nordirland og i Den Irske Republik.

Sinn Féin ønsker en gennemgribende undersøgelse, som søger de “uafhængige fakta”, og det ventes at blive vedtaget som partiets officielle politik under weekendens partilandsmøde i den nordirske by Derry, siger partiets underhusmedlem Pearse Doherty til The Journal.

Det sker efter at flere irske kommuner (Clare, Leitrim, Sligo og Wicklow) har rejst bekymringen politisk. Som reaktion har landets førende arbejdsgiverorganisation IBEC i et brev til landets regering betegnet det som en katastrofe for landets erhvervsliv, hvis 5G på nogen måde bliver forsinket.

Sinn Fein opnåede i 2016 13,8 procent af stemmerne under valget til det lovgivende kammer, Underhuset, i Republikken Irland og er dermed det tredjestørste parti i parlament.

Partiet har en kontroversiel historie som nært knyttet til den irske modstandsgruppe IRA under den nordirske borgerkrig. Den sluttede med Påskefredsaftalen for 21 år siden, hvor paramilitære grupper på begge sider af konflikten nedlagde våbnene.

I april i år kom den trådløse udrulning til debat i Irland, da Tom Butler, som er professor i IT-systemer ved University College Cork, udgav en rapport, som udtrykte stærk sundhedsbekymring over radiobølgerne i børns og unges miljø.