IMG_1471

ANMELDELSE / KOMMENTAR: Radioens P1 dedikerer to timer til det, der skulle have været en åben og kritisk gennemgang af 5G-fænomenet. Serien drukner i ejendommelige valg af nedslag, egen pludren og sludren og udstiller et decideret presseetisk problem med den såkaldte videnskabsjournalistik som genre.

 “Frygten for 5G” er en udsendelsesrække i 5 dele, bragt i radioens P1 og som podcast. Hele serien kan høres her.

DR har nærmest ligget i krig med sure lyttere fra et snævert segment af 5G-skeptikere.

Redaktører har modtaget bunkevis af klager over forfejlet journalistik, som i 2019 har undersøgt, om der er noget at bekymre sig over ved det kommende mobilnetværk, 5G.

Det har motiveret DR til at lave en hel udsendelsesrække med fem radioudsendelser, som i alt varer to timer. 5G-serien, der skal ende alle 5G-serier, bliver vi næsten lovet. De lover i hvert fald at være grundige.

Den foregiver i begyndelsen at ville gå helt åbensindet og kritisk til værks for at undersøge hele dette omfattende og enormt komplicerede 5G-fænomen. Selv med to timers radio til rådighed, er man nødt til at reducere sin tilgang, og det gør værterne så.

De reducerer udsendelserne til stråmandsværksted, og stråmænd bliver der sat fut til.

Fordi en sur læser har skrevet ind

Serien er en slags kritisk journalistik, som professionelt søger svar på nogle kritiske spørgsmål og som i glimt gør det fint på egne præmisser: Men der er næsten ingen kritik af 5G i det. Den kritiske 5G-undersøgelse er nærmest forsvindende.

De fortsætter i et spor, der har præget dækningen i flere DR-indslag og i andre medieres magasin- og webartikler i 2019 og tjekker nogle påstande, der er fremsat af harmdirrende antistrålingsaktivister.

Man tjekker ikke, om 5G kunne have ondt et sted. Man tjekker nogle tilfældigt fundne påstande om 5G. Det gør os muligvis klogere på de underlige nedslag af påstande. Men ikke klogere på 5G.

Det bliver bizart. For hvorfor bruger værterne en kvart udsendelse på at gennemgå og kritisere et lille indisk, tvivlsomt kontrolleret kakerlakstudie med mobiltelefoner i tønder, som man næppe kan udlede en pind af?

Fordi en klager, der tydeligvis ikke er videnskabsmand, har påpeget i en mail, at studiet var relevant.

Der er altså ingen som helst vægtning af, hvor 5G kunne tænkes at gøre mest ondt, set med topestimerede forskerbriller. Faktisk taler de med næsten ingen af de kritiske forskere. Kun med én, og det er fordi, man har fundet noget snavs i udsendelse 4, som han skal konfronteres med.

Og hvad ved vi om 5G?

Min forventning var, at udsendelsesrækken skulle bore i spørgsmålet, indtil den får svar, men det gør den ikke. Kun i den første ud af fem udsendelser refereres der til et review af den meget sparsomme forskning, der findes og som har undersøgt de såkaldte millimeterbølger, der er en del af en kommende 5G-teknologi.

En gennemgang af knap 100 studier konkluderer, at der er brug for mere forskning. Der er altså en trådløsrevolution på vej, som ikke er testet for biologiske effekter, og det budskab får vi overleveret lakonisk og lige så trivialiseret, som 5G-kritiske forskere betegner situationen: Vi ved for lidt. Men det trivialiseres bare.

Hvad betyder det for eksempel at eksponere huden for grænsetermiske styrkeniveauer, som ICNIRP’s reviderede guidelines forud for 5G-udrulningen lægger op til?

Mange forskere har sagt ‘pyt’ – der sker allerhøjest en harmløs opvarmning af hudoverfladen. Men har de ret med deres pyt? Der har været en pyt-tid for meget. For cigaretter, blybenzin, industrikemikalier. De havde først nogle skinbarlige virkninger, man kendte og forholdt sig til. Og så nogle subtile virkninger, man først opdagede årtier senere.

Jeg siger dermed ikke, at jeg ved noget, som videnskaben ikke ved.

Men bør der for eksempel være en bekymring for hudens indvirkning på immunsystemet, som Dariusz Leszczynski anfører? Nu hvor vi kan fastslå, at mikrobølger altså ikke bare laver varme, som man hidtil har regnet med, men at mikrobølger rent faktisk giver bioreaktioner længe før, varmen sætter ind.

Hvad betyder det, at huden har celler af den schwannske type, der er identificeret som en sandsynligvis strålingsfølsom celletype i dyreforsøg?

Og kan opvarmning fra 5G risikere at give varige vævsskader i huden, som den schweiziske strålingsekspert Niels Kuster eksempelvis advarer om?

DR-udsendelserne går slet ikke i dialog med nogle af de centrale diskussioner, der tilhører topforskere og ikke forkølede aktivister, som sender links til små indiske kakerlakstudier.

DR kommer ganske konsensusmæssigt frem til, at 5G ikke er undersøgt ordentligt. Men ‘pyt’, lader udsendelsen til at sige.

Netop der burde den kritiske journalistik bide sig fast og udfritte de autoriteter, der lover vores sikkerhed. Det sker ikke.

Selve grundspørgsmålet; om der bør træffet et videre forsigtighedsprincip over for 5G og trådløst, overlader man i 4. udsendelse til en overfladisk diskussion mellem BioInitiative-redaktøren David O. Carpenter og Karsten Juhl Jørgensen, som blev chef i Nordisk Cochrane Center efter at forgængeren Peter Gøtzsche efter manges opfattelse – ja, selv Margrethe Aukens opfattelse (Politiken 18/12/18) – blev strittet ud for magt- og systemkritik.

Først bygger man op til diskussionen ved at iklæde to autoriteter nogle rollekostumer: Den ene tildeles rollen som slambert. Den anden som ham, vi kan stole på.

Man kritiserer Carpenters rolle som redaktør for det aktivistiske BioInitiative-kompendium og ved at problematisere hans rolle som redaktør for et videnskabeligt lavindflydelsestidsskrift, der har optaget sine egne artikler.

Ikke et ord om, at David O. Carpenter også har publiceret strålingskritisk diskussionsartikel i toptidsskriftet The Lancet.

Karsten Juhl Jørgensen, der ikke antyder, at han har egen kvalitativ indsigt i trådløsspørgsmålet, siger nærmest sydende og fnysende, at man skal komme med noget solid evidens for at kunne kræve et forsigtighedsprincip.

Det er noget fordrejet vås, Karsten Juhl Jørgensen kommer med. Forsigtighed er et demokratisk og ikke noget bureaukratisk spørgsmål.

Selv om topestimerede forskere “kun” finder kræftevidens i nogen grad og ikke i solid grad, så har Sundhedsstyrelsen allerede og for længst truffet et forsigtighedsprincip, der anbefaler alle at sende sms-beskeder i stedet for samtale og kun at samtale i så kort tid som muligt. Ikke på baggrund af solid evidens, men på baggrund af, at WHO’s kræftagentur IARC har antaget to case control-undersøgelser som tilstrækkelig evidens for, at der er kræftsammenhæng, selv om den ikke er solidt underbygget.

Spørgsmålet er slet ikke om, der bør træffes et forsigtighedsprincip. Kun hvordan det bør lyde – hvor grænsepælene skal stå.

Det følger traditionen for at træffe forsigtighedsprincipper over agenser, som muligvis er skadelige og som viser skadelige effekter i højdosisforsøg med dyr. Og forbrugerne stilles nogle valg: Vi har adgang til fødevarer, som ikke må indeholde pesticidrester. Den trådløse udrulning giver ingen valg. Valget er truffet for os.

Og Karsten Juhl Jørgensen – han er lægemiddelekspert. DR-reporterne bruger en ellers udmærket tilgang, hvor de gerne lader forskere uden egne “aktier” i strålingsdiskussionen foretage forskningsfaglige vurderinger, men i enkelte tilfælde drukner det udsendelsesrækken i decideret ukvalificeret og sommetider kun halvrelevant pludder som i et eksempel, hvor de taler om strøelse hos forsøgsmus. Og et andet tilfælde, hvor der er luftige og generelle betragtninger om industripenge i forskning.

De fik selvfølgelig sagt ’konspiration’

Hvad betyder det så, at man har fundet kræft i forsøgsrotter? Reporterne forsvarer, at DR slet ikke omtalte fundet – at “man ikke slog alarm”, da delresultatet blev offentliggjort i 2016 og da nyhedsbureauet Reuters offentliggjorde konklusionen i verdensdistribueret telegram i februar 2018. Men det er ikke spor konspiratorisk, anfører de, for der kan lægges en masse tvivl og diskussioner ned over fundet, som gør det svært at udlede noget.

Igen sætter de fut til en stråmand. For det kunne være, at DR skulle have slået noget mindre end lige netop skingrende alarm. Det er ikke seriøse strålingskritiske forskeres påstand, at rottekræften er en rygende pistol og en dødsdom over den mobiltelefonerende menneskehed.

Amerikanske NTP’s nuværende forskningschef Mike Wyde gentager studiets måske mest brugbare grundlære over for DR: At man ikke længere kan gå ud fra, at der ikke findes skadevirkninger af mobilstråling på styrkeniveauer under opvarmningsgrænsen.

Kunne det ikke tænkes at være en skelsættende nyhed og et sted at starte kritisk granskning?

Det er nærmest 5G- og trådløsballaden i en nøddeskal: At en hel politisk og industrialiseret verden har betragtet og fortsat betragter det såkaldte subtermiske styrkespektum som et råderum, hele den trådløse udrulning kan udnytte og boltre sig i. De stråler, der ikke laver varmeskader, regner vi med, er så godt som sikre.

Nu er der fundet klar evidens for kræft i dyr i et dyrt topinstitutionsprojekt, og der var tilstrækkelig med evidens for dna-skader i endnu flere forsøgsdyr.

Vi kan ikke fastslå, hvad det kan betyde for mennesker og måske også for dyreliv og planter. Men på trods af konstateret blindflyvning, fortsætter den trådløse udrulning  i buldrende tempo med at fylde sit råderum uhæmmet, og får tilsyneladende lov, indtil der er solid evidens for noget skadeligt.

Er det etisk? Lever det op til 1900-tallets miljølærdomme?

Er det egentlig journalistik?

Den såkaldte videnskabsjournalistik er vokset stærkt frem i de senere år og har øget sin rolle i mediebilledet som aktuel behandler af presserende spørgsmål i offentligheden. Som spørgsmålet om 5G.

Det har betydet, at klassisk, kritisk journalistik, som er et varmesøgende missil, der kontrollerer magten med professionelt misantropiske øjne, glider i baggrunden, og i stedet overlader man spørgsmålene til videnskabsfaglige redaktioner.

Man har opbygget nogle særlige traditioner i videnskabsjournalistik, der adskiller sig fra den kritisk vinklende, undersøgende journalistik.

I tråd den med den videnskabsjournalistiske tradition sidder journalister og pludrer og sludrer om, hvad der virker sandsynligt, og hvem der må være troværdige og til at stole på. Man udvider sin rolle til ikke bare at spørge, analysere sit stof og formidle i vinkler – men også til at kommentere og træffe nærmest videnskabelige konklusioner.

Det er i bund og grund på direkte kollisionskurs med et grundliggende, presseetisk princip om klart at adskille kommentar fra journalistik i samme brødtekst. Men videnskabsjournalistikken har fuld fart ned ad glidebanen. Videnskabsjournalistikken placerer næsten sig selv som et glinsende bær på evidenshierarkiets top: “Vi har set metastudierne. Vi synes, de er gode, og vi har ikke fundet snavs på forfatterne.”

En af de sidste bemærkninger, der afleveres i udsendelsesrækken, som er et sært miskmask af journalistik og værters indbyrdes diskussioner, er, at vi er nødt til at fæste vores tillid til autoriteterne som WHO og ICNIRP, for de virker jo gode til at forklare, hvad de gør.

Konklusionen lød: Hav tillid til autoriteter.

Længere væk fra magtkontrollerende, kritisk journalist kan man næsten ikke komme. Så det blev 5G heller ikke udsat for denne gang.

Anmeldelse af: “Frygten for 5G”. En udsendelsesrække i 5 dele, bragt i radioens P1 og som podcast. Hele serien kan høres her.