paris
Foto: Wikipedia Commons.

NYHED / FRANKRIG: I 2016 afslørede statslige testresultater i Frankrig, at adskillige mobiltelefoner på markedet kan overskride grænseværdien for stråling ved kropskontakt. I enkelte tilfælde med over tre gange så kraftig stråling.

Samme konklusion nåede den amerikanske avis Chicago Tribune for nylig.

Efter tre års tøven reagerer den franske regering, som nu vil beskytte forbrugerne.

I en vidtgående erklæring, som i dag er offentliggjort, skal det være slut med telefoner på det franske marked, som kun kan overholde grænseværdien, hvis telefonen er testet med flere millimeters afstand.

I Frankrig lyder grænseværdien i lighed med Danmark på den såkaldte SAR-værdi af 2,0 Watt per kilogram. Det er en teknisk måleværdi, der angiver evnen til at varme vandmolekyler op.

Den franske stat, som allerede har fjernet 18 modeller fra markedet, fordi de overskred grænseværdien ud fra gældende lovkriterier, vil nu tilskynde de store hovedproducenter til at opdatere eksisterende telefoners software, så emissionen af mobilstråling er kontrolleret og kan overholde grænseværdien, når der ikke er afstand til kroppen eller hovedet.

Den franske telestyrelse ANFR vil øge antallet af sikkerhedstest af mobiltelefoner med 30 procent i 2020, og forbrugernes skal rådes til at bruge headset i stedet for hovedkontakt under mobilsamtaler og rådes til at følge andre råd, som mindsker mobilstrålingen.

I erklæringen skriver de tre ministerier, at der ikke er en akut fare ved mobiltelefoni, men at foreliggende videnskabelige resultater kan ikke udelukke biologiske virkninger.

Omtrent samme formulering ligger bag den danske sundhedsstyrelses mobilråd, som er offentliggjort på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Den franske regerings meddelelse kommer få dage efter en 128 sider lang rapport om mobiltelefoner og grænseværdier fra den franske sundhedsstyrelse ANSES.

Den franske regering vil også forsøge at udbrede standarden til resten af EU, så alle EU-borgere beskyttes mod forhøjede strålingsværdier.

Tabt Tråd følger op på historien og taler med den franske NGO, som har kæmpet for regeringens opmærksomhed.

Link til pressemeddelelse fra den franske NGO Phonegate Alert (Tabt Tråd har kontrolleret og verificeret oplysningerne, som fremgår).