LEDER / KOMMENTAR: Nej, Japan har ikke stoppet 5G af hensyn til folkesundheden. Den polske premierminister har ikke skrevet under på appellen imod 5G. Han har derimod underskrevet en 5G-samarbejdsaftale med Trumps vicepræsident Mike Pence.

Det er to eksempler på falske nyheder, der er løbet som steppebrande på Facebook. Om de er skabt til at kunne ødelægge miljødebatten, skal være usagt. Men ødelægge debatten – det gør disse narrehistorier.

Bliv kritisk over for de nyheder, du læser og overvejer at dele:

– Lyder en nyhed for artig til at være sand? Så er den måske ikke sand, men der kan være undtagelser. 2019 har budt på overraskende udviklinger, der var sande – og nogle var ikke.

– Er der én eller flere nyhedskilder, der fortæller historien? Hvis der kun er én nyhedskilde, skal du være skeptisk. Er der flere, der skriver det samme, skal du være opmærksom på, hvor disse medier har informationen fra. Nyheden om den polske premierminister var bragt på flere tvivlsomme nyhedssider, men baggrundskilden til oplysningen var den samme: En spøgefugl havde sandsynligvis indsendt regeringschefens underskrift til indsamlingen.

– Vær på vagt, hvis ingen hovedpersoner er citeret for at kunne bekræfte historien. Den japanske historie blev dog bekræftet – af en fiktiv minister, som ikke eksisterer.

– Er du i tvivl om en histories ægthed, så spørg omkring dig. Måske er det bedre at dele et link med tvivl og spørgsmål end at fejre den med jubelord og smileyer.