KOMMENTAR: Hos Tabt Tråd er vi glade for, at vores opslag deles med holdninger og kommentarer.

Sommetider er jeg uenig i enkelte vurderinger. Som i denne passage, der i dag er blevet delt af mange sammen med en Tabt Tråd-historie:

“Den uvildige forskning fra 250 anerkendte videnskabsfolk viser entydigt, at der vil ske store og uoprettelige skader på både dyr, planter og mennesker, når vi udsættes for de elektromagnetiske stråler fra 5G.”

Det er ikke alle underskriverne, der har egentlig forskning i bagagen. En række af underskriverne er læger, der bakker op.

Der er ikke entydig forskning, der viser, at 5G vil forårsage skade. Et etisk hovedproblem er, at mennesker og dyr i det offentlige liv bliver de første, som lægger kroppe til en hidtil utestet sendeteknologi, som bruger nye frekvenser og uset høje styrker.

Man kan først og fremmest gisne, hvad der kan ske, og striden om 5G er en krig på mere eller mindre kvalificerede gisninger. Eller på videnskabssprog: Hypoteser.

Den manglende forskning bekymrer 5G-appellens forskere, som af samme grund tilråder et såkaldt moratorium for at forske i 5G, før man tænker på at udrulle det.

Jeg mener, at man fremmer oplysning og saglighed ved at fortolke sagens fakta forsigtigt og konservativt.

/dawe