lausanne
Lausanne er den største by i den fransksprogede kanton Vaud. Foto: Wikipedia Commons.

NYHED / UDLAND:  Tvivlen er affejet. Schweizisk landsdel bremser 5G af miljøbekymrede grunde.

Et heldagsdrama om 5G i den schweiziske kanton Vaud slutter med, at landsdelens parlament Storrådet vedtager en resolution, som kræver forsigtighed med 5G.

Det skriver den schweizisk-frankofone avis Le Temps.

Tirsdag morgen overrakte en statssekretær i den schweiziske kanton Vaud en meddelelse til offentligheden, som få timer senere blev trukket tilbage.

Ifølge talspersonen for landsdelsstyret havde Vaud besluttet sig for at stoppe 5G og indføre et såkaldt moratorium, som er et 5G-stop, indtil nærmere undersøgelser foreligger.

Hele Schweiz venter på en 5G-rapport, der ventes at udkomme i forsommeren.

Skal man tro oplysningerne fra den schweizisk-frankofone avis Le Temps, så fik Vauds statssekretær sagt mere, end nogen formel politisk beslutning kunne retfærdiggøre.

En afklaring kom i løbet af tirsdag, hvor kantonens Storråd skulle debattere og stemme om en resolution, der kræver 5G-stop, før en national miljøudredning foreligger.

Forslaget, der var fremsat af Raphaël Mahaim fra Les Verts (De Grønne, 14 procent af vælgerne), splittede parlamentet.

Marc-Olivier Buffat, som er gruppeleder i liberale PLR beskyldte grønne parlamentarikere for at fodre folks frygt inden det kommende føderale parlamentsvalg i efteråret.

PLR er det største parti med 33 procent af stemmerne.

Jean Tschopp fra socialistpartiet (25 procent af vælgerne) forsvarede bekymringen med, at man bør følge et forsigtighedsprincip, uden det behøver at være teknofobi – frygt for teknologi.

Fra det regnbuefarvede parti d’Ensemble à Gauche (“Samlet Venstrefløj”, 3 procent af vælgerne), sagde Jean-Michel Dolivo til avisen, at man bør tage højde for, at videnskabsfolk i spørgsmålet kan være under pres og indflydelse fra erhvervslivet.

“Vi bør ikke have blind tillid”, sagde han i dag ifølge Le Temps.

Hele tirsdag har der været forvirring. Men dagen sluttede med, at 95 af kantonstyrets i alt 150 parlamentsmedlemmer i Storrådet i Vaud vedtog en 5G-bekymret resolution.

Vaud er en fransksproget kanton i det østlige Schweiz med ca. 700.000 indbyggere. Lausanne er den mest kendte by.